THE MAN WHO SAVED THE WORLD: Hybridfilm på godt og ondt

Af Rasmus Angelsnes Hansen

Hvis du ikke er synderligt interesseret i den kolde krig, så ringer navnet Stanislav Petrov næppe nogen klokke. Men det burde det. Det vil den danske instruktør Peter Anthony med dokumentaren The Man who Saved the World lave om på.

I dag er den pensionerede oberst alkoholisk og bitter på den verden han reddede. Han vil helst være alene og kun da der kommer penge i vente, indgår han i at tage en tur til Amerika. Vi får gennem dramatiserede ’flashbacks’ undervejs hans fortid forklaret:
Den 26. september 1983 var Petrov den øverstkommanderende på en missilbase syd for Moskva. Da der lidt over midnat begyndte at komme meldinger ind om et amerikansk missilangreb, burde han ifølge sine ordrer have prompte svaret igen af samme skuffe. Af filmens titel er det ret tydeligt, at det ikke skulle ende sådan. Han gjorde ingenting og ventede til at satellitfotografierne kunne bekræfte angrebet. Det var falsk alarm.

Det lyder næsten som en action-thriller, og selvom historien er valid, så er den indskydelse faktisk ikke helt ved siden af. Historien er nemlig fortalt gennem en flot dramatisering af hændelserne den september-nat. Det er anspændt og actionfyldt udført igennem hurtigklippede klaustrofobiske close-ups, men filmen formår også at være rørende og øm undervejs.

Petrov er i USA for at få overrakt en pris af FN og møde Kevin Costner, som er hans store idol. Det bliver til en slags road-movie, hvor vi følger ham og hans unge kvindelige tolk, som får en central rolle i filmen. De eneste interviews foregår i filmens diegetiske verden mellem Petrov og tolken, og de to får et tættere og tættere forhold.

ANMELDELSE AF:
The Man Who Saved the World

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Peter Anthony

LAND:
Danmark

Hybriden mellem dokumentarisme og fiktionsgreb er spændende, men det bliver undervejs desværre en lidt for flydende grænse. Undervejs brydes den fjerde væg kun sjældent, og de medvirkende ignorerer kameraet totalt. Dette fungerer til dels, men desværre falder noget af ’ægtheden’ til jorden undervejs til fordel for en lidt påduttet narrativ struktur, der viser hvordan Petrov åbner op og bliver klogere mod slutningen. Når man blander dramatisering med fakta, der fremstår dramatiseret, så bliver det en lidt forstilt affære. Det ellers smukke og humanistiske billede af en mand, der prøver at glemme, bliver puttet i en lidt for lettilgængelig, melodramatisk æske.

Det er tydeligt at Anthony ikke har villet nøjes med at portrættere Petrov som en helt og et ikon. Han prøver at give et fyldigt og tredimensionelt billede af manden og man kan mærke, at han virkelig har brændt for at fortælle Petrovs historie og at han også har et helt særligt forhold til manden. Historien er vigtig at få fortalt, og når filmen er bedst er den indsigtsfuld og rørende gennem godt håndværk og en forkærlighed for omdrejningspunktet.

Stanislav Petrov er uden tvivl grunden til, at du og jeg og flere 100 millioner andre mennesker er her i dag, og filmen formår så sandelig at få dette budskab frem. Også selvom patoshammeren slår lidt for hårdt engang i mellem.

Kommentarer