Magisk realisme på film

Af Signe Lilja

Det er varmt, rigtig varmt. To svedende politimænd står p p å en lang gang på et lurvet hotel et sted i Californien. For enden af gangen ses flammer. Den ene politimand trækker en pistol og råber: ”Mundt! Show yourself”. Ud af flammerne kommer en stor mand, der bærer en kuffert. Ilden tager til. ”Put the policy case down and your mitts in the air!” råber den anden politimand. Den store mand adlyder og sætter kufferten på gulvet. Da politiet tror, de har ham, tager han et gevær op af tasken og skyder den ene politimand. Flammerne står nu to meter høje. Manden begynder pludseligt at løbe ned ad gangen, mens han gentagne gange råber: ’LOOK UPON ME! I’LL SHOW YOU THE LIFE OF THE MIND!’. Ilden følger ham, indtil hele gangen står i flammer, og han skyder den anden politimand.

Denne enestående scene er fra Coen-brødrenes Barton Fink fra 1991. Den store mand er karakteren Charlie Meadows, der spilles af en eminent John Goodman. Udover at scenen indeholder den syrede komik, der kendetegner en Coen-film, er det også

John Goodman omringet af flammer i Barton Fink.
John Goodman omringet af flammer i Barton Fink.

et eksempel på et øjebliks magi i et ellers realistisk verdensbillede. Der er ingen forklaring på, hvorfor John Goodman er omringet af flammer. Det virker heller ikke til at have nogen effekt på hverken hotelgangen eller komme som et særligt stort chok for politimændene. Men flammerne er virkelige og giver Goodman en nærmest djævelsk fremstilling. Det er et eksempel på en måde at indføre magisk realisme i filmens verden.

Det uforklarlige

Begrebet magisk realisme stammer fra litteraturens verden. Det bruges traditionelt, når en bog blander det reelle og det fantastiske sammen, ofte for at skabe en dybere forståelse for virkeligheden. Men hvis man overfører begrebet til filmens verden, bliver det hurtigt sværere at definere, hvad magisk realisme rent faktisk er. For at et magisk eller fantastisk element skal blive et magisk realisme-moment, skal det forblive uforklaret. Film kan generelt godt lide at forklare, når der sker noget magisk eller fantastisk. I Christopher Nolans Inception (2010) bliver der brugt rigtig lang tid på at forklare reglerne for de alternative drømmevirkeligheder, som karaktererne bevæger sig i, og derfor kan vi ikke se det som magisk realisme. Det uforklarlige er hele grundlaget for, hvorfor magisk realisme virker. På en eller anden måde er en anden eksistensorden kollideret med, hvad der ellers ville være hverdagens virkelighed. Det er ikke fantasy, science fiction eller gyserfilm. Følelsen af magisk realisme opstår, når det overnaturlige tilføjer en ny facet til den etablerede virkelighed uden, at det bliver bortforklaret som drøm eller fantasi.

En metafor for virkeligheden

Magisk realisme-øjeblikke i film bruges ofte som metaforer. For eksempel i den ovennævnte Barton Fink, hvor flammerne, der følger John Goodmans karakter, bliver en metafor for hans djævelskhed. Et andet eksempel ville være den mexicanske instruktør Carlos Raygadas’ Post Tenebras Lux (Lys efter mørke) fra 2012, der vandt bedste instruktion i Cannes. Det er en art-film og lidt af et puslespil. Handlingen er koncentreret omkring en rig, mexicansk familie fra storbyen, der flytter ud på landet. Faderen plages af indre dæmoner, der tidligt i filmen bliver eksternaliseret ved en to meter høj, animeret, rød, nøgen dæmonfigur, der bevæger sig gennem familiens hus, mens de sover. Det er både overraskende og foruroligende.

Magiske toiletter og super-ekskærester

Man kan stille spørgsmålet, hvorvidt mental subjektivitet, som den der bruges i film som Trainspotting og Scott Pilgrim vs. The World, kan defineres som magisk realisme. I Danny Boyles Trainspotting fra 1996 er junkien Renton (Ewan McGregor) desperat efter, hvad han tror kan blive hans sidste fix. Han kan ikke finde sin foretrukne

Mark Renton (Ewan McGregor) efter en af de dukkerter, man helst er foruden.
Mark Renton (Ewan McGregor) efter en af de dukkerter, man helst er foruden.

heroin og ender med opium-stikpiller i stedet. Herefter rammes han pludseligt af diarré og finder, hvad der beskrives som Skotlands værste toilet. Det frarådes forresten på det kraftigste at indtage nogen form for mad eller drikke, mens man ser denne scene. Renton mister nemlig sin narkotika i dette utrolig ulækre toilet, og som den desperate junkie, han er, dykker han selvfølgelig ned for at finde den.

Det er her magien kommer ind i billedet, da hele hans krop bogstaveligt talt dykker ned i toilettet og forsvinder. Vi ser ham derefter i et slags hav, hvor han på havbunden finder sine stoffer og derefter kommer op af toilettet igen. Det er et sjovt visuelt øjeblik, der godt kan defineres som magisk realisme. Det er ikke en drøm eller et mareridt, men mere en visualisering af den sindstilstand, Renton bevæger sig ind i for at distancere sig fra den forfærdelig ulækre opgave.

I Edgar Wrights Scott Pilgrim vs. The World fra 2010 er det ikke et enkelt øjeblik, men hele filmen, der bliver en visualisering af hovedpersonen Scotts mentale virkelighed. Filmen er bygget over tegneserien ”Scott Pilgrim” af Bryan Lee O’Malley, der handler om den usikre musiker Scott Pilgrim (Michael Cera), der må kæmpe mod sin kæreste Ramonas syv ekskærester, der alle har i sinde at slå ham ihjel. Hele filmen er gennemsyret af en tegneserieæstetik, der klart henviser til den litterære inspirationskilde. Det er især i kampscenerne mellem Scott og Ramonas ekskærester, at tegneserie- eller computerspilsgrafikken virkelig kommer til sin ret.

Ramonas ekskærester er heller ikke helt almindelige. De kan både flyve og skyde laserstråler ud af øjnene. Scott Pilgrim vs. The World er virkelig en film, hvor det kan diskuteres, om der gøres brug af magisk realisme, eller om det bare er en teenage-actionfilm med fede effekter. Tegneserieelementerne og Ramonas ekskærester er en overdramatisering af, hvad der foregår i Scotts teenagedrengehoved. Hans kærlighedsliv er i hans hoved et do-or-die-scenarie, der visuelt bliver til et computerspil. Spørgsmålet er, om det stadig er magisk realisme, når vi aldrig rigtig bliver overraskede over de fantastiske elementer, fordi de er så gennemgående i hele filmen. Det magiske eller metafysiske bliver overspillet så meget, at man mister balancen, og filmen går over og bliver mere fantastisk end realistisk.

”This happens. This is something that happens”

Et andet spørgsmål man kan stille, når man taler om magisk realisme, er hvorvidt karaktererne i filmen stiller spørgsmålstegn ved de magiske elementer eller blot accepterer dem. I Barton Fink er der ingen, der tager sig af, at hotellet står i flammer. Det nævnes kun, at det bliver varmere og varmere. Anderledes er det i Paul Thomas Andersons Magnolia fra 1999. Det er en multiprotagonisthistorie, hvor vi følger adskillige karakterer lige fra en quizshowvært til en forelsket politimand. Det lyder måske som en forvirrende blanding, men alle historierne blandes sammen til en storslået film om tilgivelse. I mod slutningen af filmen begynder det pludseligt at regne med kæmpe levende frøer fra himlen, hvilket kommer som et chok for alle

Det regner med frøer i Magnolia.
Det regner med frøer i Magnolia.

filmens karakterer, undtagen den lille dreng Stanley, der roligt observerer frøregnen og siger: ”This happens. This is something that happens”. Frøerne er en reference til en passage i biblen: ”And if thou refuse to let them go, behold, I will smite all thy borders with frogs” (Exodus 8:2). Igen bliver det magiske en metafor for, at karaktererne må give slip på deres frygt og deres synder og tilgive hinanden.

Den definerende scenestjæler

Det kan altså være svært at tegne nogle klare linjer for, hvad der er magisk realisme, og hvad der ikke er. Det er også op til den individuelle seer at afgøre, om brugen af magisk realisme-øjeblikke ophøjer filmen eller bare er et irriterende greb, der forstyrrer oplevelsen. En af de mest omdiskuterede magisk realisme-scener er fra Michael Hanekes Funny Games fra 1997. To morderiske mænd bryder ind i en families feriehus, tager dem som gidsler og får dem til at lege sadistiske ’lege’ for deres egen underholdnings skyld. Lige som man tror, at familiens mor har fået overtaget og skudt den ene morder, finder den anden mand en tilsyneladende helt almindelig fjernbetjening og spoler filmen tilbage til, før hans kompagnon blev skudt. Det er et klart brud på den fjerde væg og et eksempel på et øjebliks magisk realisme, der virkelig deler vandene.

Uanset hvad er magiske fjernbetjeninger, frøregn, flyvende ekskærester, dæmoner, usandsynligt store toiletter og flammer, der ikke brænder, virkelig nogle scenestjælere, når de optræder i ellers realistiske universer. Det er svært at tale om Magnolia uden at nævne regnen af levende frøer, men det er måske heller ikke så mærkeligt. Det ville nok blive lidt af en nyhedssensation, hvis Københavns gader pludselig var dækket af flere tusinde kæmpetudser. Men det er måske også dér, magisk realisme fungerer bedst. Når filmen kan skabe det foruroligende øjeblik, der giver gåsehud og får hårende i nakken til at rejse sig, fordi vi pludselig må stille spørgsmålstegn ved det, vi har set, og dermed inviterer os til at stille spørgsmålstegn ved vores egen virkelighed. Hvem ved, måske er der mere mellem himmel og jord, end man umiddelbart skulle tro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *