MÆND & HØNS: Mere end vold, dyresex og onani?

Af Katrine Ravnsgaard

Kort tid før Elias og Gabriels far dør, får de stukket et videobånd i hånden. Manden, de troede var deres far, fortæller, at deres biologiske far er en anden. Sammen tager brødrene afsted for at finde deres ophav, og rejsen fører dem til en (næsten) øde ø. Særligt hyggeligt eller familiært bliver det første møde med deres nye familie dog ikke, og Gabriel og Elias erfarer med tiden, at deres biologiske ophav gemmer på en grufuld hemmelighed.

Et uoriginalt element af rammefortælling sparker filmen i gang, og afslutter den ligeså frustrerende og klichéfyldt, som den begyndte. Filmens ide er ellers både opfindsom, absurd og komisk i sin grundform. Det ser ud til, at man vil skabe en fortælling, hvor der gemt under komikken stilles spørgsmålstegn ved menneskets higen efter naturvidenskabelige gennembrud. Er det nu også en god ide at kombinere menneskers arvemateriale med dyrs, og hvad bliver resultatet mon?

Stilistisk er Mænd & Høns lige så gennemført som instruktøren Anders Thomas Jensens forgængere, og flotte, gyldne billeder af den bizarre ø er gennemgående. På lydsiden ligger et klassisk pænt stykke musik dovent som underlægning, når altså ikke lyden fra en kagerulles møde med et menneskekranie vinder frem. Mænd & Høns fortjener selvfølgelig at blive set ude af sammenhæng med instruktørens tidligere komiske mesterværker. Men det bliver faktisk meget svært, især med Mads Mikkelsens karakter Elias, som trækker nogle tydelige paralleller til den geniale karakter Svend Sved fra De Grønne Slagtere (2003).

ANMELDELSE AF:

Mænd & høns

ORDET SYNES:

2-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Anders Thomas Jensen

LAND:

Danmark

Talemåden, gestikken, den manglende sociale intelligens og temperamentet er i mine øjne faretruende ens. Det ville måske ikke være et problem, hvis Elias var et lige så sjovt selskab som Svend Sved, men det er han desværre ikke. Et helt essentielt problem er nemlig filmens egen manglende kærlighed til karaktererne. Hver og en er de usympatiske, voldelige, irrationelle, liderlige, indspiste, og intolerante ligesom så mange andre gode karakterer støbt af Anders Thomas Jensen. Men i Mænd & Høns evner karaktererne hverken at tale til hinanden eller publikum. Der mangler den side af karaktererne, som rent faktisk får os til at holde med dem, trods deres umulighed.

Karakterernes evne til at skabe rod og kaos støjer desværre så meget, at humoren drukner i en tilgang, der lyder noget i retning af, at jo mere ekstrem, jo mere pervers, og jo mere voldelig des sjovere. Helt lavpraktisk er det også ofte svært at forstå hvad der overhovedet bliver sagt. Replikkerne kommer i klemme mellem snøvlende udtale og læbeganespalte. Det hele er meget ærgerligt, især når man tager de gedigne præstationer fra skuespillerne in mente.

Om det er min, eller Anders Thomas Jensens humor, der radikalt har ændret sig i løbet af de sidste 10 år, er svært – og måske irrelevant – at svare på. Men hvorfor er det hylemorsomt, at en mand onanerer? Hvorfor er det sjovt at banke hinanden med udstoppede dyr? Hvorfor er det sjovt at tage på plejehjem for at have sex med ældre kvinder? Fred være med karakterernes mærkelige opførsel, men er det sjovt, bare fordi det er absurd, eller sker der egentlig ikke mere til?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *