MACBETH: HAIL MACBETH

Af Niels Harpøth

Den åbner med et ligbål. Than og Lady Macbeths barn har lidt vuggedøden. Aldrig har de regnvåde skotske heder, i al deres kulde og blæst, virket så trøstesløse.

Tabet omsvøber filmen som en tåge, og fra start er Michael Fassbenders ansigt en orkan af vrede, had, smerte og sorg. I ham legemliggøres magt og afmagt. Forræderne falder for hans sværd, mens han ikke kan komme en dreng, som er alt for ung til krig, til undsætning. Drengens hals skæres op, mens heksene nærmer sig.

For dette er fortællingen om Macbeth; ambition, forræderi, skyld, galskab og mord. Heksene spår om Macbeth og vennen Banquos fremtid: Macbeth skal være konge og Banquos sønner ligeså. Maskinen er dermed sat i gang og der er intet, der kan stoppe den. Grum uundgåelighed snor sig om hans arme sjæl og løkken strammes af Lady Macbeth, der, for at bane vejen, orkestrerer mordet på kong Duncan, hvis vælde var mærket af visdom og dyd.

Anderledes kommer det at stå til. Snart er profetien om Macbeth gået i opfyldelse og de fattige, vindbidte vidder viger for et prægtigt stenslot prydet med hof, gobeliner og paranoia. For hvad er besiddelse og stand, hvis ikke disse goder kan gives videre til sønner og døtre? De tanker gnaver i Macbeths kranie og trækker ham stadigt længere ned i den moralske afgrund mens Lady Macbeth, der selv er i skyldens vold, forsøger at holde det komplette sammenbrud i ave

ANMELDELSE AF:
Macbeth

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Justin Kurzel

LAND:
UK-Frankrig-USA

Eksekveringen er et syn for guder i en gudsforladt verden, hvor den enkelte indstillinger er til at fortabe sig i. Kameraet har fanget et land kuet af konstant støvregn, hvor kulden knuger og få forsoninger er at finde. I sin fortolkning har instruktør Justin Kurzel lagt en interessant og velovervejet vægt på generations- og arvstematikkerne i Shakespeares oprindelige forlag. Ved at informere hovedrollernes handlinger med tabet af deres barn, accepterer man med lethed Macbeths styrtdyk ned i galskaben. Manden er knækket fra filmens begyndelse og hans korruption kan ikke tilskrives magten alene. Dette leder også til en forjættende fremstilling af de genfærd og forestillinger, der plager de ledende spillere. Når Macbeth ser en daggert foran sig, svæver den ikke i luften, men tilbydes af den myrdede dreng fra slagmarken, til hvis lig Macbeth tidligere åbnede sit hjerte og hjerne.

Fassbender er en fryd med sine krampagtigt smertede smil, men det er Marion Cotillard, der i sandhed er ærefrygtindgydende. Hver eneste intrikate replik leveres med bravur og når en monolog leveres i en uafbrudt indstilling, hvor tårerne fældes i linde strømme, føles det næsten som en udfordring til hele verdens skuespillerskare. I hende finder man en dybt menneskelig antiskurk, der vekslende vækker lige dele rædsel og sympati.

Fejltrinene, der så afgjort er at finde i opsætningen, er få og i det større perspektiv lette at se bort fra, da værket leverer præcis, hvor den skal – og til tider mere end det. For Macbeth er en barsk og afsindigt alvorlig oplevelse, hvis atmosfære ikke er til at ryste af kroppen. Som film er den gribende, som tonedigt knugende, som oplevelse forløsende.

Hil Macbeth.

Kommentarer