MÅNENS VOGTER: UAMBITØST BESTILLINGSARBEJDE

Af Troels Jensen

På en planet beboet af fantastiske væsener kontrolleres døgncykluserne af mærkværdige kolosser, som trækker solen og månen efter sig med kæder og silketråd. De bliver styret af deres respektive vogtere, som bliver tilbedt som rockstjerner af planetens øvrige fantasiskabninger. Men, de gamle vogtere er kommet i pensionsalderen, og deres efterfølgere skal vælges. Vores helt, en krydsning mellem et egern og en udviklingshæmmet Na’vi, bliver ufrivilligt valgt som månens nye vogter, mens posten som solens vogter falder til Frosties-tigerens sært proportionerede fætter.

 

Som underholdning til de helt små er Månens vogter en fin film. Det er en sød historie, som ender ud med en nuttet morale. Filmen har også et par enormt flotte scener med et meget velvalgt farveskema, hvor den magiske verden faktisk virker magisk – især landskaberne ser ud som om, der er lagt kærlighed i dem. De to kæmper som driver himmellegemerne er desuden nogle ret kreative og velanimerede påfund. Filmen har også scener med et virkelig interessant mix af to- og tredimensionel animationsstil.

 

Meget mere ros er der ikke at give, og de få elementer som formår at imponere er så sporadisk spredt ud over en ellers helt igennem uimponerende film, at man virkelig skal anstrenge sig for at få øje på dem. Nu er det selvfølgelig en film målrettet et meget ungt publikum, men nu om dage er den type film ofte høflige nok til at smide et par godteposer ind til det ældre publikum, som skal akkompagnere de små. Det kunne være i form af intertekstualitet, morsom dialog eller i det mindste bare en velstøbt handling. Et eller andet. Det har Månens Vogter ikke. Filmen minder mest af alt om et stykke bestillingsarbejde uden nogen samlende, kreativ vision bag.

 

ANMELDELSE AF:
Månens Vogter

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Alexandre Heboyan

LAND:
Frankrig

Den er et æstetisk makværk, som bærer præg af et kreativt team, som har arbejdet ud fra vidt forskellige kunstneriske ambitioner, hvilket resulterer i en visuelt usammenhængende og i sidste ende kedelig film. Dens stil er er komplet uoriginal og er hentet i portioner fra Avatar (2009), Studio Ghibli og Disney-universet. Den har sågar et karakterpar, som stort set er copy-pastet direkte fra Hercules.

 

Tilskueren kastes direkte ind i et helt fremmed univers med kun en cirka 2 minutters lang, dovent animeret åbningsscene som narrativt fundament for den kommende handling. Hele præmissen for historien bliver så hastigt præsenteret, at det er næsten umuligt at engagere sig i plottet, som desuden også er så formularisk, at det faktisk kan være lige meget. Replikkerne er pinagtigt klichéfyldte og leveres i den danske version af øretæveindbydende, krukkede voice actors.

 

Nu er det selvfølgelig en film til de aller yngste, som her bliver underlagt en måske urimelig voksen kritik, men i en tid med animationsfilm som Zootropolis (2016) og Inderst Inde (2015), som formår at appellere til mennesker i alle aldre, er en ung målgruppe ingen undskyldning for i næsten alle henseender at springe over, hvor gærdet er lavest.

 

Kommentarer