MÅNEN OVER KIRSEBÆRTRÆERNE: Sød som en pandekage med bønnefyld

Af Astrid Thorsen

Månen over kirsebærtræerne formidler livsvisdom igennem kunsten at bage med sjæl. Fortællingen bliver af instruktør Naomi Kawase behandlet med en japansk magi og en poetisk grundtone som giver filmen en særlig sensibilitet og skrøbelighed.

Filmen er som et eventyr appliceret på en japansk hverdag i en lille, nutidig landsby. Vi følger den opgivende, livstrætte bagermester Sentaro, der dag ind og dag ud bager dorayaki – små, søde pandekager med et særligt bønnefyld. Men lige så god Sentaro er til at lave luftige pandekager, lige så hurtigt bestiller han en omgang præfabrikeret bønnefyld.

Denne ligegyldighed over for dorayakiens velsmag bliver sat på prøve, da en ældre og lettere mystisk dame møder op af tre omgange og beder Sentaro om et job hos ham for enhver pris. Ved sidste fremmøde har hun medbragt sit helt særlige bønnefyld, der besidder en magisk god smag. Sentaro ansætter den ældre dame og hendes magi spreder sig langsomt til alle aspekter af Sentaros lille bagerforretning. Men som i alle gode eventyr er der modgang og skurke der her presser bønnepandekage-eventyret mod en helt anden kurs.

Fortællingen i Månen over kirsebærtræerne er let, legende og luftig som Sentaros pandekager. Fyldet der lægges på denne narrative struktur er dog kun til tider lige så magisk som den ældre kvindes bønnefyld. Billedsiden er storslået når der blændes op for længere sekvenser, der følger de smukkeste kirsebærtræer eller når vi dykker ned i de store jerngryder fyldt med bønner. Den menneskelige varme og de personlige historier er så fine som silkepapir. Samspillet mellem den ældre dame og en ung, genert teenagepige der kommer dagligt til en dorayaki og en snak er så fint, bevægende og livsbekræftende.

ANMELDELSE AF:
Månen over kirsebærtræerne

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Naomi Kawase

LAND:
Japan

Det selv samme bønnefyld har en tendens til at blive klistret. Der er så meget godhed, accept og visdom iblandet. Det bliver hvinende sødt når den ældre dame beder Sentaro om at ”lytte til de fortællinger bønnerne har”. Eller når vi ser den ældre dame hoppe frydefuldt i stolen af glæde over en kolibris kvidren. Men Månen over kirsebærtræerne berører også mere alvorlige emner som historie, fordomme og uvidenhed. Den ældre dames evne til at tackle de udfordringerne med mildhed og uselviskhed som gør filmen opløftende og rørende. Filmen er til trods for sin klæghed meget anbefalelsesværdig, hvis man søger en lille smule sødme, magi og luftig, japansk visdom. Jeg spiser… øh, ser den meget gerne selv igen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *