MA MA: Pinagtigt melodrama

Af Line Worm Poulsen

Ma Ma starter på skæbnesvanger vis.

Vi møder den smukke, enlige mor Magda (Penelope Cruz) til konsultation hos lægen Julian (Asier Etxeandia), der diagnosticerer hende med brystkræft. Med fattet mine tager hun til sin søns fodboldkamp, hvor hun møder talentspejderen Arturo (Luis Tosar). Mens de sidder ved siden af hinanden, modtager Arturo et telefonopkald, der får ham til at kollapse på stedet. Hans kone og søn har været i et biluheld, og Magda haster afsted til hospitalet for anden gang den dag for at ledsage den sønderknuste mand.

Allerede inden for filmens første 10 minutter har et væld af ulykker – kræft, uheld, død og sorg – ramt filmens bærende karakterer, og det er en tendens, der kun forstærkes gennem filmen, hvor den ene katastrofe følger den næste.

Ma Ma indledes som et portræt af en kvinde, der alene kæmper sig gennem et kræftforløb, hvor hun får fjernet det ene bryst. Men de mange andre ulykker, der overgår filmens karakterer, fjerner fokus, og man fordyber sig aldrig i Magdas situation. Det bliver en kakofoni af død og sorg, så overvældende at filmens karakterer nærmest konkurrerer i dårligdom.

Julio Medem, der både har skrevet og instrueret filmen, bliver forvirret over sit eget materiale. Det virker, som om hans oprindelige vision med at fortælle en beretning om en kræftpatient pludselig ikke var spektakulær nok, så han i indspilningsfasen har tilføjet en masse lir. Det fejler storartet, især da han i en decideret tå krummende sekvens vælger, at en kyssescene skal udvikle sig til et skud ind i kroppen på Magda, så man ser hendes hjerte slå. Dette er ikke blot enormt cheesy, det er også dårligt animeret. Filmen er spækket med denne slags pseudointellektuelle metaforer, og ikke på et eneste tidspunkt tilføjer det noget til karaktererne eller handlingen, det er blot med til yderligere at fjerne fokus fra plottet.

ANMELDELSE AF:
Ma Ma

ORDET SYNES:

1-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Julio Medem

LAND:
Frankrig & Spanien

Pinagtighederne bliver ved. Arturo, den uheldige talentspejder, og Magda indleder et forhold.
Man forstår, at de skal fungere som støtte og opbakning for hinanden, men dette kommer ikke rigtigt til udtryk. Arturo er reduceret til en grædende, impotent mand, der sjældent taler til Magda, og blot kigger trist på hende fra en lænestol. Han er enormt unuanceret ligesom resten af filmens karakterer. Det absolut eneste lyspunkt i filmen er Penelope Cruz som Magda, da hendes præstation faktisk er rigtig fin, når man tænker på det materiale, hun har at arbejde med.

Lægen, der stiller Magdas diagnose, får en central rolle, da han udvikler et venskab til hende gennem hendes sygdomsforløb. Han slænger sig ved hendes sygeseng og synger croonersange for hende, og han tager ”lækker læge” klicheen til et helt nyt niveau. Han er senere primus motor for, at Magda bliver gravid, selvom hun er dødeligt syg. Dette vises i en scene, hvor kameraet zoomer ind på et oliemaleri af en vagina, indtil kameraet er så tæt på, at skærmen bliver mørk. Pinagtige metaforer er der nok af.

Ma Ma er så opstillet, forceret, pinlig og klichéfyldt, at man aldrig får lov til at få sympati med de stakkels karakterer, og man går lettere pinligt berørt ud af biografsalen.

Kommentarer