LYSETS NOSTALGI: Vores fortid findes i stjernerne

Af Thomas Hasse Therkildsen

Vores fortid. Mange definerer sig selv ud fra deres fortid, og det er vel også den, der har formet os og gjort os til dét, som vi i dag er. Patricio Guzmán er nærmest defineret ud fra sin dokumentar, Borgerskabets Revolution (1975), som vel nok er en af verdens vigtigeste dokumentarfilm, på den måde den afslører Chiles korrupte fortid. Lysets Nostalgi er ikke en vigtig dokumentarfilm.

Filmen mangler en skarpere vinkel. Guzmán har lavet en dokumentar om den fortid, der findes i Atacama-ørkenen – hvilket indebærer en del. Med udgangspunkt i ørkenens observatorier, begiver han sig ud på en rejse i Chiles blodige fortid. Og også jordens oprindelse. En astronom fortæller om den viden, som findes i stjernerne. Kvinder leder efter resterne af deres forsvundne mænd. En arkæolog fortæller om helleristninger. Og en overlevende fra Chiles koncentrationslejre fortæller om sin interesse for astronomi. Mindre nævneværdige personer optræder også. Men hvorfor er disse samlet i én film?

Passioner har den ulempe, at de blænder den engagerede for andres meninger. Guzmán har en passion for Chiles historie – den blodige del – og astronomi. Dertil har han mange excentriske vendinger, som han tilføjer de interviewedes fortællinger. Men han mangler den spænding, som inviterer uindviede til at danne interesse – den spænding, der engang fangede ham.

Der hoppes fra det ene interessepunkt til det andet som en hastig fremvisning af en persons forskellige hobbyer, men de kædes kun svagt sammen. En af de kvindelige søgere ville ønske, at astronomerne kunne pege deres kikkerter mod jorden og findes hendes mands rester. Arkæologen har engang hjulpet disse kvinder, og den forhenværende fange har samme interesse som mændene i observatoriet. Hver af disse historier kunne være interessante, men de får ikke nok tid.

ANMELDELSE AF:
Lysets nostalgi

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2010

INSTRUKTØR:

Patricio Guzmán

LAND:

Chile, Frankrig, Spanien

Lysets Nostalgi er ikke smuk, den giver sig ikke tid, og den formår ikke at engagere tilskueren. Den mangler meget, men allermest en fast fortælling. Overordnet kan den kun beskrives som kedelig – uden substans måske, hvis ikke det var fordi, hver af historierne gav et glimt af spænding. Guzman vil agere talerør for Atacama-ørkenens gåder, men de formår kun at hviske “Lav en film om mig, og kun mig!” 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *