LYSET I HAVET: Et mesterligt fyrtårn af følelser

Af Trine Balle 

Det er svært at se lyset for bare tårer, der pibler frem i øjenkrogene under dette storslåede og blændende kærlighedsdrama. Med en konstant klump i halsen og våde øjne følger vi to menneskers livslange kamp for at opnå det, de ønsker sig allermest; et barn at kalde deres. Lyset i havet kunne med det blotte øje ligne et gement og romantisk periodedrama, men filmen indeholder langt dybere lag og interessante subplots, der løfter filmen op til decideret Oscar-potentiale.

”Er man stadig forældre, når man mister et barn?” spørger yndefulde Isabel (Alicia Vikander) sit nye bekendtskab, den forsigtige knudemand og krigsveteran Tom (Michael Fassbender), uvidende om, at spørgsmålet vil definere deres fremtid. De to krydser veje kort efter 1. Verdenskrig i en lille australsk kystby, hvor Tom skal passe fyrtårnet på en nærliggende mennesketom ø.

Gennem en måske lidt for sentimental, men ikke desto mindre smuk, forelskelsesmontage, finder Tom og Isabel sig til rette på øen som ægtefolk og snart kommende forældre. Under tragiske omstændigheder taber Isabel dog barnet, og tilværelsen bliver mørk og stilstående for dem begge – indtil et lille pludrende lyspunkt i en moseskurv skvulper ind mod øens kant. En fremherskende konflikt mellem fornuft og følelse vokser sig nu gradvist større i dem begge, for må man beholde et barn, man ikke ved, hvem tilhører?

Instruktør Derek Cianfrance, der står bag flere fantastiske dramaer som Blue Valentine (2010) og A Place Beyond the Pines (2013), har endnu engang skabt en skelsættende film om familie, kærlighed, tab og tvivl. Manuskriptet er baseret på bogen af samme navn (2012), og Cianfrances behandling af de almenmenneskelige følelser som egoisme, ensomhed og skyld er eminent overført til det store lærred, både i form af dvælende, eventyrlige naturbilleder, men bestemt også i det enestående skuespil.

ANMELDELSE AF:
Lyset i havet

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Derek Cianfrance

LAND:

England, New Zealand & USA

Hele castet er fænomenalt. Vikander og Fassbenders samspil er overbevisende, let og legende, og man berøres dybt af deres kærlighed og konflikter. At de to danner par i den virkelige verden, gør bestemt heller ikke kemien mellem dem mindre troværdig, og der er en naturlighed i deres spil, som man kun kan overvældes af. Birollerne gør det ligeledes exceptionelt godt, og især er Rachel Weisz, i rollen som den lokale enkefrue, en særligt spændende karakter, hvis historie vi langsomt også indvies i.

Fortælletempoet er forholdsvis langsomt, og filmen giver sig god tid til at illustrere, ikke kun Tom og Isabels, men også birollernes tanker, følelser og fortid. Med sine 132 min. kan den blive en lang affære, men den skæbnesvangre historie fortjener også tid og ro til at blive foldet ud. Filmen stiller flere interessante eksistentielle spørgsmål; Hvornår kan man kalde sig mor? Hvornår er man en familie? Og hvad vægter højest, kærligheden til sit barn eller loyaliteten overfor sin ægtefælle? Heldigvis præsenterer filmen ikke et endegyldigt facit, og selvom der bindes en klassisk dramaturgisk sløjfe på historien, efterlades man med masser af eksistentielt stof til eftertanke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *