Lunken seniordating i Chile

Af Liv Reese

I biografsalens mørke skrues der langsomt op for lækre disco toner. Vi befinder os på en bar i Santiago i Chile, hvor det dampende lokale er fyldt med amoriner og par, som danser forførende tæt. Men hov – dette er en seniorbar, what a shocker! Men her er der ingen, som klager over nedslidte hofter eller anden dårligdom – her gælder det blot om at score, og det er bogstavelig talt ved at være sidste chance.

I en flyvende kameratur over dansegulvet ender vi ved filmens titelkarakter, Gloria, som har placeret sig ved baren med scoresættets to basics i hver hånd: en smøg i den ene og en drink i den anden. Hun er klar! Gloria (Paulina García i sit livs rolle) er en smuk kvinde på 58 år, som blev skilt fra sine to børns far for 12 år siden, og nu sætter hun alt ind for at finde kærligheden vol. 2.

Ganske forudsigeligt løber handlingen af stablen: efter et par mislykkede forsøg finder hun den fornyligt fraskilte og passionerede Rodolfo. Rodolfo (Sergio Herández) er en tidligere marineofficer og bestyrer nu en forlystelsespark med et tårn til en art bungee jump og en paint ball bane. Rodolfo falder hurtigt for Gloria, som soler sig i den oprigtige opmærksomhed, hun ikke får fra resten af sin familie.

ANMELDELSE AF:
Gloria

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Sebastián Lelio

LAND:
Chile & Spanien

Den evige birolle
Gloria er egentlig inkarnationen af den evige birolle. Og instruktøren Sebastián Lelio (La Segrada familia fra 2006 og El año del tigre fra 2011) har udtalt, at filmens projekt er at sætte denne type i fokus. Gloria eksisterer kun i kraft af sin relation til andre mennesker: hun er mor, mormor, ekskone. Og nu vil hun altså vælge den rette til at fuldende hendes karakter.

Det er i og for sig et interessant projekt at lade birollen få forlænget taletid, men paradoksalt nok ender hun alligevel med at være den mindre rolle i de fleste scener, fordi alle de spændende ting alting sker for alle andre. Selv da hende og Rodolfo indleder et forhold, sker alle de spændende ting rundt omkring hende, selvom hun ihærdigt forsøger at rive op i sit eget liv (og sexliv!).

Paulina García vandt Sølvbjørnen for bedste skuespillerinde på årets Berlinale og indrømmet: hun spiller skide godt. Hendes spil er nuanceret, og det bliver aldrig kedeligt at følge hendes portræt af en ganske almindelig kvinde. Men hun er desværre det eneste lyspunkt i en lidt tilfældig historie uden nogen rigtig pointe. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvorfor jeg skal se Gloria.

Det bliver bare ikke rigtig sjovt
Filmens stil er meget abrupt og fragmentarisk, og scenernes rækkefølge virker tilfældig. Men problemet er, at selve limen mangler, den lim, som forklarer hvorfor Rodolfo og Gloria pludselig, efter at have gjort det forbi, befinder sig på et luksushotel og har udfordrende (for undertegnede!) sex i en stol. Jeg mangler simpelthen bare nogle forklaringer på, hvorfor ting sker. Derudover sætter Gloria uoverskueligt mange handlingstråde i luften, som egentlig bare er uvæsentlige. Eksempelvis overboens hårløse spfynx kat, som konstant bryder ind hos Gloria. Hvorfor?

Gloria byder på mange små potentielt sjove sekvenser, ofte i form af Glorias person, som fx altid synger med på de mest cheesy popsange, mens hun kører bil. Også slutscenens absurditet kunne have været helt fantastisk morsom – men det bliver bare aldrig rigtig sjovt.

Denne mellemfornøjede anmeldelse bunder sandsynligvis i et udbedreligt problem: jeg er i skrivende stund 22 år og kan i bund og grund ikke identificere mig med Gloria. Men jeg anerkender Garcías helstøbte portræt af en kvinde, som står i skyggen, selv i sit eget liv. Men derimod kan jeg desværre ikke se bort fra, at filmen er proppet med små latterligheder og stadig mangler vigtige brikker for at plottet hænger sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *