LUKE CAGE SÆSON 2
En lang, lang, lang fortælling

Marvels Netflix-serier kan noget, som alle de andre Netflix serier ikke kan – de kan snakke sammen. Der er så mange karakterer, som optræder både i den ene og den anden og så også lige den tredje, at det virker helt naturligt at se dem flettet ind i historien.

Det er bare ærgerligt, at anden sæson af Luke Cage er afhængig af de små cameos og gæster, som den får med sig på vejen.

Denne sæson fortsætter dér, hvor Defenders (2017) slap: Luke Cage er tilbage i Harlem og skal finde ud af, hvad det betyder at være en helt. Det er specielt ikke nemt, når der også findes en app, Harlem’s Hero, som følger ham, hvor end han går. Tingene begynder at vakle for ham, da en af Mariah Dillards (Alfre Woodard) ærkefjender, Bushmaster (Mustafa Shakir), dukker op. Og Bushmaster er ikke nogen lille fjende: den jamaicanske gangster repræsenterer nemlig også en trussel for Luke Cage og Harlems afroamerikanske samfund.

Misty Knight (Simone Missick) er tilbage, selvom den ene arm mangler som følge af det sidste store slag i Defenders. Også Colleen Wing (Jessica Henwick), Claire Temple (Rosario Dawson) og Shades (Theo Rossi) er med, og det er en perfekt sammensmeltning af hele Netflix-universet.

Det er bare så pisseærgerligt, at de 13 timer sæsonen varer føles som 130. Kan du huske den scene fra Kejserens Nye Flip (2000), hvor Kronk fortæller om ”giften til at dræbe Kuzco, altså giften til Kuzco, Kuzcos gift”, som om han prøver at nå et vist antal ord eller anslag? Det er lige det, serien ender med at minde om. Det tager meget lang tid for hver scene at slutte, og det bliver en tand lidt for langtrukkent. Det er ikke en kritik af skuespillet eller klipningen—Luke Cage byder på nogle enormt flotte one-take scener, hvor skuespillerne kan brillere. Det er bare så synd, at de samme scener skal tygges om og om og om igen…

Det er dog positivt, at Luke Cage ikke faldt i samme fælde som Jessica Jones’ anden sæson (2018); de låner nemlig rigtig mange karakterer fra de andre serier, og det hjælper på handlingens fremgang. En af disse karakterer gør faktisk, at hele deres episode føles livligere, sjovere og man kan drage et lettelsens suk, før den store finale går i gang.

Jeg må også lige fremhæve instruktøren af første afsnit – Lucy Liu gør det helt fantastisk. Hvor de andre afsnit bliver langtrukne og kedelige, så formår hun med det første at fange opmærksomheden, så man faktisk ser videre. Det samme gælder lydsporet, som er præget af det bedste Harlem-jazz og rap, hvilket giver serien sin helt egen sjæl.

Ja, det kunne have været bedre – men Luke Cage når faktisk rimelig godt i land.