Luften gik af ballonen

Af Nichlas Bjerring Larsen

Det vælter ind over os med krimiserier, krimifilm, genindspilninger af gamle krimifilm og i kølvandet på et massivt boom af krimibøger står vi midt i et hav af filmatiseringer. Det seneste skud på stammen er Kvinden i Buret, første bog i Jussi Adler-Olsens serie om betjent Carl Mørck og afdeling Q. Bøgerne trækker en massiv fanskare i biografen, og forventningerne er høje til denne første film i serien.

Jeg er under den stærke overbevisning, at man altid bør vurdere en film inden for dens præmisser, og selvom det vil være nemt at påpege de store mangler fra bogen, som fans utvivlsomt vil savne, så vil jeg bestræbe mig på at anmelde denne film, for hvad den er: en dansk krimi.

Det nordiske lys
Der er kommet end del gode krimier fra norden de sidste par år, og det er svært ikke at skele til Millennium- serien eller Forbrydelsen, når man sætter sig i biografsædet til denne stærkt omtalte film. Vi er i norden, garant for nervepirrende og mørke krimier, der bestemt ikke savner Hollywood-glitter. Den dystre, kolde lyssætning, der kendertegner nordiske film, er som skræddersyet til hårrejsende krimier, og når det er godt, er det som oftest rigtig godt.

Kvinden i Buret er desværre ikke et eksempel på storslået nordisk krimi på trods af et ganske imponerende set-up, fremragende skuespillerpræstationer og et udgangspunkt, der mildest talt burde være lige til højrebenet.

ANMELDELSE AF:
Kvinden i Buret

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Mikkel Nørgaard

LAND:
Danmark

Historien handler om den socialt utilpassede Carl Mørck, der efter et sygeophold vender tilbage til en skrivebordsopgave. Mørck, i samarbejde med hans nye makker Assad, vil imidlertid ikke lade sig kue og i afdelingen for lukkede sager finder de nye spor i sagen om en forsvunden politiker. Mørk og Assad roder op i den fem år gamle sag, og tingene begynder straks at rulle.

I den første halvdel af filmen går det sådan set ganske godt, spænding foldes fint ud, og man sidder tilbage med tilpas mange spørgsmål til, at sædet godt lige kunne bruge en centimeter mere. Makkerparret Mørck og Assad er super velspillet og troværdigt, og Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares kemi er både underholdende og medrivende. Man kommer uundgåeligt til at holde af den sympatiske Assad og gennem dennes tiltagende sympati således også af hovedpersonen Mørck. Karakteren Mørck ved vi ikke synderligt meget om udover, at han er skilt, drikker for meget, har sin stedsøn boende og hans bedste ven er blevet lam efter en ransagelse, der også sendte Mørck på hospitalet. Mørck er asocial, besværlig og stædig, og vi behøver i grunden ikke at vide mere om ham for at vide, at han er en uovertruffen politibetjent.

Hvad blev der af spændingen
Filmens største problem er faktiske ikke selve indholdet, men hvordan det bliver afviklet. I takt med at sagen udvikler sig, klippes der mellem efterforskningen og den forsvundne kvinde i hendes bestialske fangenskab i en trykkabine. Man skal være ganske hårdhudet for ikke at blinke med øjnene af de uhyrligheder hun udsættes. Desværre er det ikke et studie menneskelig fornedrelse, men en krimifilm vi ser. I biografens mørke forventer jeg, at spændingen skal fastholde mig lige til sidste øjeblik. Man har set nok film til at vide, at det ender godt, men jeg vil være i tvivl om jeg denne ene gang tager fejl og først får forløsning i sidste øjeblik.

Kvinden i buret taber pusten allerede inden spændingen for alvor tager fart og hen mod slutningen, hvor man burde sidde halvt gemt bag pop-cornæsken, sidder man blot og ryster på hovedet over forudsigeligheden. Forudsigelighed er en krimi’s værste fjende, og selvom Kvinden i Buret gør sit bedste for at ligge op til et brag, har man allerede inden Mørck går alene tilbage ind i mørket forudset, hvad der skal ske.

Det er super ærgerligt, at filmen ikke formår at holde seeren fast i sædet, da filmen har potentialet til at være en brag af en spændingsfilm, men luften går desværre af ballonen alt for tidligt. Filmen tør aldrig at gå planken helt ud og bliver for rodet, tilfældig og ligegyldig. Ærgerligt, men måske kan de rode bod i næste film om Carl Mørck og afdeling Q.

Kommentarer