LOVE: Flad sengekantsfilm af frank-argentinsk enfant terrible

Af Felix Björnemalm Fleischer

“I think that a movie should consist of blood, sperm and tears!” proklamerer den unge filmstuderende Murphy på bedste meta-maner under gåturen gennem en parisisk park med kæresten Electra. Sammen med et rigt sortiment af rusmidler udgør disse tre bestanddele hovedingredienserne i den fransk-argentinske Gaspar Noés kontroversielle Cannes-drama Love. Men selvom sæd, stoffer og store følelser umiddelbart lyder som den rette opskrift for et saftigt stykke filmkunst, er der snarere tale om en omgang intetsigende sengekantsprosa, hvis utallige sexscener hverken er voldsomt provokerende eller særligt vedkommende.

Ved flere lejligheder igennem de forgange par år har danske biografgængere haft mulighed for at opleve eksplicit erotik på det store lærred. Abdellatif Kechiches guldpalmevinder Adèles liv (2013) vakte ikke mindst opsigt som følge af sin intime skildring af titelkarakterens sexliv og hendes forhold til sin lesbiske elskerinde. Senest vandt Lars von Trier atter verdenspressens opmærksomhed med sit over fem timer lange storværk Nymphomaniac (2013) om nymfomanen Joe, hvis promiskuøse livsfortælling er fuld af grafiske fremstillinger af sex. Sex er der også masser af i Love, men desværre besidder den langt fra samme emotionelle tyngde og visuelle kreativitet som Kechiches og von Triers film.

“My biggest dream is to make a movie that truly depicts sentimental sexuality” bekender en svært påvirket Murphy (Karl Glusman) til sine omgivelser midtvejs i filmen. Den aspirerende filminstruktør har søgt lykken i Paris, hvor han falder for den forførende franskkvinde Electra (Aomi Muyock). Forelskelsen er gensidig, og de to fortaber sig i en sanselig overflod af sex og stoffer, hvilket blandt andet fører dem ud i en trekant med nabopigen Omi (Klara Kristin). Jalousi, utroskab og uventede graviditeter truer dog parforholdet, der til sidst falder sammen under stor tumult. Love begynder to år efter bruddet, hvor en trøstesløs Murphy befinder sig fanget i tilværelsen som ugidelig familiefar, da et uforudset opkald fra Electras mor med ét bringer fortiden tilbage.

ANMELDELSE AF:
Love

ORDET SYNES:2-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Gaspar Noé

LAND:
Frankrig

Selvom Noé er berømt for sin kompromisløse filmstil, som demonstreret i Irrevérsible (2002) og Enter the Void (2009), er de erotiske sekvenser i Love afviklet på overraskende konservativ vis. Langt størstedelen af sexscenerne er i filmet med et statisk kamera placeret direkte over de elskendes seng. Det må formodes, at dette skyldes instruktørens ønske om en naturalistisk skildring af erotik, men selvom sexsekvenserne virker nok så autentiske, gør denne fremgangsmåde det svært at holde kedsomheden på afstand som filmen skrider frem. Således føles det næsten befriende, når der sporadisk klippes til visuelt pirrende indstillinger, som et nærbillede af Murphys penis, der lystigt sprøjter sæd i kameralinsens retning.

Situationen forværres kun af filmens fuldstændige mangel på følelsesmæssigt engagement. Kemien er så godt som ikke eksisterende i mellem fortællingens hovedkarakterer, hvis personlige dybde slet ikke står på mål med det 3D-format, som filmen er skabt til. Dialogen, der i de fleste tilfælde er improviseret frem af skuespillerne selv, består mestendels af ligegyldige banaliteter og forcerede klichéer om kærlighedens væsen. Noé virker til at være af den overbevisning, at hvis blot man lader sine hovedpersoner udtale, at de er forelskede, og derefter viser dem have sex, så skal publikum nok tro på det. Love skal muligvis forstås som en simpel hyldest til erotikkens skønhed, men 135 minutter er simpelthen for lang en spilletid for en film uden nævneværdig lidenskab og visuel nerve.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *