LOOKING FOR EXITS: Med livet som indsats og euforien som gevinst

Af Trine Balle

Mennesker kan ikke flyve, vil nogen påstå. Men det kan 26-årige amerikanske Ellen Brennan. Hun er nemlig verdens hurtigst flyvende kvinde og udøver af ekstremsporten wingsuit basejumping, hvor hun, iført en specialsyet vingedragt, kaster sig ud fra klipper fra flere tusinde meters højde. Den poetiske dokumentarfilm Looking For Exits følger i hælene på Ellen og tager os med på en filosofisk og grænseoverskridende rejse, hvor euforien prioriteres højt over livet.

Ellen Brennan er ikke nogen helt almindelig pige. Med det store tandpastasmil og de blonde fletninger, ligner hun prototypen på the girl next door, men hendes flyvske tilværelse og særlige livsfilosofi, vidner om noget ganske andet. I 2006 rykkede hun teltpælene op, forlod den trygge amerikanske hjemstavn og vendte snuden mod de franske alper, hvor det eneste, hun ville, var at flyve.

Så det gør hun. Som et andet neonfarvet flyveegern suser hun ud over klippekanten med 240 km/t., mens vi med sug i maven og sammenbidte tænder, kan følge den nervepirrende tur fra det fastspændte go-pro-kamera.

Hvis ikke hun flyver, så taler hun om det, tænker på det – ja, ligefrem drømmer om det – og netop Ellens drømme er et tilbagevendende omdrejningspunkt for filmen. I en nærværende voice-over hører vi hende gengive sine eskapistiske barnedrømme, om at have vinger og boltre sig i luften, alt imens billedet hviler på de sneklædte bjergtinder og vatlignende skyer, der langsomt driver forbi. De lange statiske indstillinger skaber en virkningsfuld kontrast til det ellers håndholdte dynamiske kamera, hvilket giver ro til filosofiske, nærmest meditative, tænkepauser.

ANMELDELSE AF:
Looking for Exits

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Kristoffer Hegnsvad

LAND:
Danmark

Looking for Exits er bygget op over en række samtaler mellem Ellen og filmens danske instruktør Kristoffer Hegnsvad. Hegnsvad går lige til benet og stiller Ellen alle de presserende spørgsmål om liv og død, der uundgåeligt dukker op, når man har overværet et menneske kaste sig i frit fald ud over en afgrund.

Filmen centrerer sig altså om nogle tunge og eksistentielle temaer og afsøger, hvad der egentlig udgør et menneskes lykke. Men dér hvor samtalen kunne tangere det lidt for højtflyvende, formår Hegnsvad alligevel at bevare begge ben på jorden og skabe et både morsomt, medrivende og rørende portræt af den flyvesyge pige.

Dette er ikke mindst på grund af det magiske lydunivers, der både akkompagnerer og modsiger de dybsindige samtaler og derved afbalancerer det endelige udtryk. Hvad enten vi lægger ører til Ellens hastige susen gennem vinden, et underlæggende kontrapunktisk jazzklaver eller bare komplet rungende stilhed – så er lyden hele tiden en vigtig og altafgørende medspiller, der fuldender oplevelsen af at være i Ellens sted.

Dog er det ærgerligt, at vi kun får lov at sidde med sug i maven i lige knap en time. Den unikke og livsbekræftende historie kunne sagtens være foldet endnu mere ud, og man tørster nærmest efter at se mere og komme dybere ind under huden på Ellen.

Den ene time er dog alligevel nok til, at man efterlades med fornyet lyst til at råbe ”YOLO” ud over det hele, brænde sine penge og skride fra det hele – og selvom følelsen måske kun holder, til man er ude af salen, og igen står på Vester Voldgade i det danske regnvejr, så er Ellen stadig en vigtig reminder for os alle om at bruge mere tid på det, der egentlig gør os glade.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *