THE LOOK OF SILENCE: Den nødvendige to’er

Af Rasmus Iversen 

Udtrykket den svære to’er er efterhånden et så klichefyldt prædikat, at enhver anmelder bør tage sig i agt for at benytte det. I denne anmeldelse giver det heldigvis meget mere mening at modulere udtrykket en smule og i stedet kalde Joshua Oppenheimers nye film The Look of Silence for den nødvendige to’er. Filmen, der er netop er aktuel på CPH:DOX, er instruktørens opfølger TIL succesen The Act of Killing fra 2012, der blev hædret med en række priser og oscarnomineret for bedste dokumentar.

Både The Look of Silence og The Act of Killing tager udgangspunkt i de samme begivenheder: Under det indonesiske militærdiktatur 1965-66 blev millioner af såkaldte ”kommunister” dræbt af statsstøttede guerillakrigere og gangstere. Bødlerne er aldrig blevet retsforfulgt og lever i dag som helte og betragtes som beskyttere af det indonesiske samfund.

I The Act of Killing forsøgte Oppenheimer at forstå bødlerne ved at lade dem genopføre og fortolke mordene fra 1965-66. Nu vender Oppenheimer således tilbage med en film, der retter fokus mod de pårørende, der oplevede deres uskyldige familiemedlemmer blive dræbt og stiller det simple, men centrale spørgsmål: Hvordan lever man dør om dør med de mennesker, der har slået ens familie ihjel?

I The Look of Silence følger Oppenheimer især den 44-årige Adi, hvis storebror, Ramli, blev myrdet før Adi blev født. Adi er den centrale karakter, som filmen er struktureret omkring. Han har gennemset optagelserne af de samtaler Oppenheimer har haft med de personer, der slog Ramli ihjel. Igennem filmen følger vi Adis besøg hos de skyldige: Fangevogteren, der spiller uvidende om folkemordet, politikeren, der gav ordre til tusindevis af mord og bødlen, der udførte dem.

ANMELDELSE AF:
The Look of Silence

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Joshua Oppenheimer

LAND:
Danmark, Indonesien, Finland, Norge og UK

Adi er imponerende tålmodig og velargumenterende i sine konfrontationer med de mennesker, der har andel folkemordet, som kostede hans bror livet. Med velformulerede spørgsmål forsøger Adi på diplomatisk og logisk vis at finde svar på, hvorfor og hvordan millioner af mennesker døde. Hans simple mål er at finde en erkendelse hos morderne, der gør det muligt for ham at tilgive dem.

Oppenheimer pendler effektivt mellem eftertænksomme tableauer og håndholdte nærbilleder af de mennesker, Adi taler med. I nærbillederne forsøger man sammen med Oppenheimer at finde tegn på følelser i de skyldiges ansigter. Ofte preller konfrontationerne dog af med et desperat grin, der dog virker mere som en forsvarsmekanisme end et udtryk for glæde hos bødlerne. Men få gange lykkes det øjensynligt Adi at trænge igennem muren af fortielse og fortrængning, og man mærker en skyldfølelse hos bødlerne, der trods alt ikke er lavet af sten.

Filmens tema flættes fint sammen Adi som karakter og titlen The Look of Silence. Adi er optiker af erhverv og bliver således et symbol på, hvordan han forsøger at få de skyldige til at (ind-)se og erkende fortiden og den tavshed, der præger hele det indonesiske samfund.

Præcis som i The Act of Killing er The Look of Silence spækket med absurde og utrolige scener. Den usandsynlige kombination af bødler, der hyldes som helte og som aldrig har gjort op med fortiden, leverer et enormt potent spændingsfelt mellem det absurde og det alvorlige, der er en af filmens store styrker. Som når en af bødlerne helt seriøst fortæller, at han ”af erfaring ved, at et kvindebryst ligner et kokosnødsmælkefilter, når man skærer det af” eller når Ramlis mordere fortæller, hvordan de skar testiklerne af ham, men samtidig mest af alt ligner to karakterer fra en satireserie på DR2.

Oppenheimer har i det hele taget en misundelsesværdi evne til at finde forrygende gode personer til sin film og for at fange de helt rigtige situationer med sit kamera. Flere gange undervejs måtte jeg simpelthen bekræfte mig sig selv i den erkendelse, man undertiden må gøre sig som menneske, og som ofte er kendetegnet for de bedste dokumentarfilm: Virkeligheden overgår ganske enkelt fiktionen.

The Look of Silence er velkomponeret og intellektuelt stimulerende. Filmen stiller en endeløs række af etiske og moralske spørgsmål om skyld og tilgivelse. Den kan bestemt stå alene, men på symbiotisk vis er den fulde oplevelse at se den med The Act of Killing i baghovedet som to sammenhængende værker, der illustrerer hver deres side af det indonesiske folkemord. Således er The Look of Silence måske den svære, men nok så meget den nødvendige to’er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *