CPH PIX
LONG DAY’S JOURNEY INTO NIGHT: 3-D mindfuck belønner den tålmodige seer

Af Sophie Worning

Det er sjældent at opleve film i et helt originalt format i biografen. Ramaskriget omkring James Camerons 3-D film Avatar i 2009 solgte sig selv som det ’originale format’, der skulle ændre Hollywood for evigt. Det blev dog aldrig rigtig til noget, og 3-D-bølgen løb stille ud i sandet.

Efter at have set Bi Gans Long Day’s Journey into Night (2018), har jeg på fornemmelsen, at jeg har set den revolution, som James Cameron ville ønske, han selv havde startet.

Det er dog først i filmens anden akt, at man får denne banebrydende kvalitet at føle. Filmens første del er ikke i 3-D, og kan til tider føles som en sammenbrygning af adskillige mesterinstruktører, med tydelige referencer til Andrei Tarkovsky, Ingmar Bergman og Wong Kar-wai. Long Day’s Journey into Night kan næsten anses for at være en snavset og småkriminel lillebror til Wongs klassiker In the Mood for Love (2000), i deres fortællinger om umulig kærlighed kombineret med en legesyg billedside og lange filosofiske monologer.

Bi er dog mere legesyg med kontinuitet og filmens basale struktur end Wong nogensinde er. I filmens første del springer handlingen febrilsk mellem fortiden og nutiden, ofte uden advarsel eller forklaring. Det er tydeligt, at Bi vil vise, hvordan vores minder er uberegnelige og sammenkludrede. Det var dog lidt svært at følge med, og jeg må indrømme, at jeg til tider kedede mig en smule. Måske var det også, fordi jeg vidste, sammen med resten af publikum, at vi eventuelt skulle tage vores tildelte 3-D-briller på, og så ville filmen for alvor begynde at imponere.

Når filmens hovedperson Luo (Huang Jute), som leder desperat efter sin tidligere paramour Wan Quiwen (Tang Wei), sætter sig ned i en pornobiograf og tager et par 3-D-briller på (og dermed signalerer til publikum, at de skal følge hans eksempel), dykker filmen ned i et sort hul af overraskelser uden modstykke. Resten af filmen udfolder sig i en enkelt og uafbrudt optagelse. Det er så elegant og veludført, at man føler sig som en passager på en behagelig, men gådefuld rutsjebanetur.

Én af mine yndlingsscener i filmen er, hvor Luo skal spille ping pong med en dreng i blåt Adidas træningstøj kaldt Super Ping Pong Boy, som vil hjælpe Luo med at undslippe en mørk labyrint, hvis Luo vinder spillet. Det er næsten direkte taget fra Ingmar Bergmans Det syvende segl (1957), hvor Max von Sydow må spille skak med Døden for at undgå sin egen bortgang. Ved at ændre spillet til ping pong og tilsætte en sund portion humor, formår Bi at opdatere denne klassiske scene til et moderne kinesisk publikum.

Så selvom filmen havde en langsom start og var en test for min tålmodighed, tilfredsstiller den ultimativt med dens nytænkende brug af 3-D, originale opbygning og gudesmukke, bløde neon-billeder. Dette er virkelig en see it to believe it film, som bare må opleves i biografen.

 

Long Day’s Journey into Night vises til CPH PIX følgende steder:

7. oktober kl. 16.30 i Cinemateket