LONDON HAS FALLEN: Fanden er løs i Londons gader

Af Niels Harpøth

Det er sjældent, at virkeligheden uden for salens mørke får rusket godt og grundigt rundt i ens forhold til en film. Men med de seneste ugers hændelser i baghovedet er det umuligt at forholde sig ligegyldig over for den art banale had, man ser udspille sig i Babak Najafis London Has Fallen, hvor den britiske premierministers død blot er den første dråbe i en syndflod. Begravelsen samler alle verdens ledere i London, hvilket resulterer i et logistisk helvede, når 40+ sikkerhedshold med deres respektive regeringschefer skal forsøge at koordinere deres færd gennem metropolens gader. Dog bliver der ikke tid til mundhuggeri, da Helvede inden længe bryder løs. I historiens mest velkoordinerede terrorangreb jævnes størstedelen af London med jorden, og fem statsoverhoveder mister livet. Plus det løse i civile tab.

Heldigvis for den amerikanske præsident Ben Asher (Aaron Eckhart) har han sit trofaste monster af en secret service agent per excellence, Mike Banning (Gerard Butler), med sig. De overlever den første bølge af attentatforsøg og bombeangreb, men den nederdrægtige våbenhandler Barkawi (Waleed Zuiater) vil ikke helme, før Ashers henrettelse bliver live-streamed på nettet. Bannings mål bliver derfor klart for: Få præsidenten i sikkerhed og likvideret så mange terrorister som muligt. Han ender med at tonse rundt som et one-man Team America sans satire.

Der er noget helt igennem vederstyggeligt og betændt i filmens sjæl. Den er fæl, tilbagestående og propagandistisk. London Has Fallen er et jingoistisk brøl fra USA’s xenofobiske underbevidsthed. Den spiller så hårdt på landets terrortraume og frygten for radikaliserede, hjemvendte Syrienkrigere og gør det med så sadistisk et glimt i øjet, at man næsten skal se det, for at kunne tro på det. Banning indrømmer med et smil på læben over for præsidenten, at en langsommelig henrettelse af en terrorist – hvor Banning langsomt begraver en bowiekniv i hans side, så hans bror kan høre smerteskrigene over en walkie-talkie – ikke strengt taget var nødvendig. London Has Fallen bruger tortur som punchline. Man kan jo også kun fyre så mange homofobiske og sexistiske jokes af, før det bliver halvkedeligt.

ANMELDELSE AF:
London Has Fallen

ORDET SYNES:  N/A

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Babak Najafi

LAND:
USA

Men den er gudhjælpemig også en ganske fornøjelig actionfilm. London Has Fallen formår at levere nogle habile skududvekslinger og jagtscener, hvor man ikke helt kan lade være at tage ja-hatten på og trække den så langt ned over ørerne, at man i øjeblikkets adrenalinsus bliver døv for filmens hjernelammende politik. Der skal især gives cadeau til det efterhånden obligatoriske long-take, som i dette tilfælde følger Banning og nogle britiske specialstyrkers stormning af terroristernes fæstning. Bevares, det er ikke voldsomt svært at spotte de usynlige klip, men iscenesættelsen af sekvensen, der udspiller sig i en snæver gyde, hvor RPG’s flyver frem og tilbage, hvad der føles som kun fem centimeter fra kameraet, giver forløbet et klaustrofobisk, spændende og medrivende nærvær. Iransk-fødte Babak Najafi viser også en ganske glimrende, omend lokal, forståelse for pacing. For i stedet for at køre scenen hele vejen ud hvor publikum rammer mætningspunktet og kedsomhed, krydsklipper han lige til en status på den nu tilfangetagede præsident, før han vender tilbage til gydens dødsorgie. Her fortsættes der i samme uanfægtede stil, og det giver et indtryk af, at scenen ikke bare er til stede for publikum, hvilket giver den et ordentligt spark vitalitet.

Så man står overfor et dilemma: Hvad skal man vægte højest: Dens frastødende ideologi eller det egentlig ret habile håndværk? Form og indhold – to størrelser, der ikke kan udligne hinanden. Så længe man kan forholde sig kritisk til filmens budskab, er der en pervers fornøjelse at finde i Bannings britiske eventyr.

Men så rammer virkeligheden.

Hvis jeg må skifte spor et kort øjeblik: London Has Fallen blev vist for pressen d. 18. marts, og da vi forlod salen jokede jeg med en af mine med-anmeldere om, at den næste film naturligvis måtte udspille sig i Bruxelles grundet beliggenheden af både NATO’s hovedsæde og det ene af to Europa-Parlamenter. I lyset af terrorangrebet d. 22. marts, der kostede over 30 mennesker livet, virker det fuldstændig skudt i hovedet (no pun intended) at give denne film noget, der minder om en halvpositiv anmeldelse, bare fordi at jeg havde en ret positiv oplevelse med den. For hvad med den målgruppe filmen sigter efter, hvor hadet og frygten vil gå rent ind? Skal man tage højde for dem eller antage, at folk godt kan forholde sig kritisk til den propaganda de udsættes for, hvis de køber billet til denne film? Er det arrogant i det ekstreme overhovedet at antage, at der findes danske biografgængere, der ikke kan se igennem dens vanvid?

I en tid hvor vi ikke engang kan se til Superman som rollemodel (yes, I went there) kan man så overhovedet forsvare en film som London Has Fallen, hvor sadistisk glæde følger hvert headshot og halsopsprætning? Eller kan man bare smide hænderne i vejret og sige “Det er jo bare en film”?

Måske er det at tilskrive lige præcis London Has Fallen en alt for stor vigtighed, men lige pludselig har mennesker i den virkelige verden flået den forestillede barriere mellem fiktion og virkelighed i stykker. Skal det forstås som, at den får en større grad af realisme? Nej, overhovedet ikke. Hvad det betyder er, at denne film pludselig ikke bare virker som et stykke underholdning, men som et indlæg i en større international debat. Er det at tilskrive den og dens skabere alt for meget ansvar? Muligvis. Men for mine penge ville det være lige så uforsvarligt ikke at italesætte denne problematik, som det ville være at lade Mike Bannings og London Has Fallens idealer gå rent ind.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *