LOGAN: Den sårede superhelts svanesang

Af Niels Kristian Bonde Jensen

Wolverine spæner igennem den tætte løvskov i jagten på sit bytte. Hans krop er blodig af åbne kødsår, og hans forpinte ansigt er dækket af beskidte grå hår. Med et dyrisk brøl sætter han af, og som et dødbringende stålmissil flyver han igennem luften og spidder en mand iført militærtøj og automatriffel. Blodet sprøjter som en fontæne, og mandens lemlæstede lig kollapser op ad en høj træstamme. Wolverine spænder alle muskler i sin sårede krop. Prustende og hvæsende spæner han med kløerne ude, mod næste bytte i skoven.

Scenen minder mere om noget fra en splatterfilm end et superhero-showdown, af den slags man oplever i hobetal disse dage. I stedet for hele byer, der eksploderer som festfyrværkeri nytårsaften, fokuseres der i Logan på kroppens ødelæggelse. Resultatet er en af alle tiders mest brutale og kyniske superheltefilm.

Logan (Hugh Jackman), der er Wolverines borgerlige alias, er en udkørt mand. Han er del af den jagede, og næsten uddøde mutant-race, hans aldrende krop er plaget af sygdom, og hans sind øjner ikke meget lys for fremtiden. Året er 2029, og verden er stort set ikke værd at redde mere. I stedet lever Logan i eksil med sin gamle ven og mentor, Charles Xavier a.k.a Professor X (Patrick Stewart), mens han tjener håndører ved at køre limousine i det sydlige USA. Opsparingen til en båd, der kan sikre et sikkert og afslappende otium for de to mutanter, er næsten i hus, da Logan kontaktes af en Mexicansk kvinde. Kvinden genkender den gråskæggede superhelt, og beder ham om at påtage sig en sidste mission. Nemlig at redde hendes jagede datter, der besidder en række overnaturlige evner, fra et ondt medicinalfirma, der udnytter mutanternes supergener til at lave dødbringende våben. En mission, der kaster Logan, Xavier og den lille pige ud på et mareridtsagtig roadtrip gennem USA, hvor øjnene altid skal være åbne, og kløerne altid spidsede.

ANMELDELSE AF:
Logan

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

James Mangold

LAND:
USA

Logan præsenterer ifølge hovedrolleindehaver Hugh Jackman, hans sidste inkarnation af den ikoniske superhelt. En rolle, han siden superhelteklassikeren X-Men (2000), har tilføjet en bestialsk, men også sårbar fysikalitet. Wolverines sår heler godt nok hurtigt, men han kommer altid voldsomt til skade. En kvalitet, der i Logan er mere udtalt end nogensinde før. Man mærker virkelig den mørbankede helts overdøvende træthed, og sårene på hans (stadig granithakkede) krop får ham til at halte som et anskudt byttedyr. Det er en imponerende fysisk præstation, der dog også tilføres et psykologisk, indimellem særdeles følsomt lag, i samspillet med Marveluniversets helt store faderskikkelse, Professor X, der præsenteres ligeledes overbevisende nedbrudt af veteranen Patrick Stewart.

Dog lider filmen, der ellers præsenterer en modig genreblanding af elementer fra både western, body-horror og road-movie, under voldsomt underudviklede antagonister, hvis onde masterplan om at høste mutanternes evner både fremstår relativt umotiveret og decideret uoriginal. Derudover virker filmens ultramørke tone somme tider også mod dens fordel. Der er meget få comic-relief øjeblikke, og dem der er, rammer som regel forbi, eller virker malplacerede. Et problem, der indimellem gør det svært at sluge den meget straight-faced og ekspositionstunge dialog.

På trods af filmens fejlskud, skal Logan ses for dens centrale kræftpræstation, der på værdig facon lægger låg på en karrieredefinerende rolle. En rolle, der aldrig før har været præsenteret med så intens dyrisk raseri, men heller aldrig med så meget fokus på den menneskelige sårbarhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *