En (u)almindelig køretur

Af Daniel Hartvig Nielsen

En mand i en bil i 85 minutter. Det er, hvad du får i den britiske low-budget film Locke med Tom Hardy som eneste synlige skuespiller: En film kogt ned til det allermest nødvendige. Instruktør Steven Knight tager publikum med på en køretur helt uden højtslående action, udpenslede romancer, ja faktisk uden fysisk menneskelig kontakt – og det virker!

Ivan Locke har succes på arbejdet og en velfungerende familie, men på vej fra arbejde tvinges han til at træffe et valg – et valg, der ændrer hans liv radikalt. I én 85 minutters lang køretur, næsten skildret i real time, følger vi Lockes rejse fra Wales til London, og undervejs fører han en række telefonsamtaler med sin kone, venner, bekendte og sin arbejdsgiver.

 

En hverdagstragedie

Til trods for, at Locke blot er hans anden spillefilm som instruktør, er Steven Knight en rutineret herre i filmbranchen. Han har bl.a. stået bag manuskriptet til den Oscar-nominerede Dirty Pretty Things (2002, Stephen Frears), og gangsterfilmen om Englands underverden Eastern Promises (2007, David Cronenberg). Det er da også i den engelske underverden, at hans instruktørdebut, Hummingbird (2013), udspiller sig – og selvom han med Locke har droppet både gangstere og action, så dyrker begge film den samme tematik: En mand, der plages af sin fortid og som konsekvens heraf træffer det valg, han mener, er det rigtige – uanset konsekvenserne

Knights udgangspunkt i Locke har været at skabe en hverdagstragedie – en almindelig mand på en almindelig dag, der sættes i et, set i det store perspektiv, almindeligt dilemma. Godt hjulpet på vej af Tom Hardys afdæmpede spillestil og fantastiske enmandspræstation lykkes dette til perfektion. Rollen som Ivan Locke ligger langt fra hans frembrusende og overpumpede superskurk Bane i Batman-filmen The Dark Night Rises (2012, Christopher Nolan), og Hardy markerer sig som en talentfuld skuespiller, der mestrer forskellige facetter.

 

Tom Hardys enmandspræstation er med til at manifestere ham som en af vor tids mest interessante skuespillere. (Foto: SF Film)
Tom Hardys enmandspræstation er med til at manifestere ham som en af vor tids mest interessante skuespillere. (Foto: SF Film)

Minimalistisk stil

Filmen udspiller sig udelukkende i en bil, og den eneste menneskelige kontakt Locke har, er gennem mobiltelefonen. Denne minimalistiske stil understøtter Knights søgen efter at udtrykke almindeligheden, men lægger sig også i strømmen af andre eksperimenterende film. Blandt andre Rodrigo Cortés’ Buried (2010) og J.C. Chandors All is Lost (2013), der henholdsvis udspiller sig i en kiste og en båd. Og selvom Locke er langt mindre actionpræget og adrenalinpumpende end tidligere film med samme stil, formår den at holde spændingen med et stramt sammenskruet manuskript.

Knight og Hardy tager os med på en køretur og beviser, at man ikke behøver en dyrt opsat film til flere hundrede millioner for at skabe en medrivende og gribende historie. Og med et budget på mindre end 2 millioner dollars bør Locke være en stor inspiration og eksempel for alle low-budget filmmagere, ja faktisk, for alle filmmagere.ærkværdig mystik.

ANMELDELSE AF:
Locke

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Steven Knight

LAND:
UK & USA

Så opfordringen herfra er: Tag i biografen! Spænd sikkerhedsselen og sæt dig godt til rette, for Locke vil tage dig på en medrivende køretur uden overdreven hjulspin, og hvor du hverken løber tør for benzin eller oplever motorproblemer. Selvom Locke er en lille film, så kan den sagtens lege med de store.

Kommentarer