THE LOBSTER: Kærlighedens forrykte tale

Af Peter Christian Rude

The Lobster er en meget mærkelig filmoplevelse. Græske Yorgos Lanthimos’ første engelsksprogede film foregår i en nær dystopisk fremtid, hvor det ikke blot er suspekt, men ligefrem ulovligt at være single. Filmen har således en samfundssatirisk kerne, omend den snart virker langt mere optaget af sit eget syrede univers end af vores virkelighed i dag. Dens mest væsentlige element er plottet, der selvsagt hører til blandt de mere far-fetched af sin slags.

David (Colin Farrell) er en midaldrende mand, der lige er blevet forladt af sin kone og dermed er registreret som “single”. Han sendes derfor på det afsidesliggende “Hotel”, der ledes af en streng bestyrerinde (Olivia Colman), og som mest af alt minder om et fængsel. Her skal han finde en ny partner inden for en tidsramme på 45 dage. Hvis det ikke lykkes, forvandles han til et dyr efter eget valg (heraf filmens titel: David skriver under på, at han i givet fald ønsker at blive forvandlet til en hummer). Senere flygter David i desperation fra hotellet ud i en skov, hvor han dog snart underlægges et tilsvarende totalitært regime, da en modstandsgruppe, der ivrigt kæmper mod hotellet og dets værdier, finder ham. Gruppens leder (Léa Seydoux) instruerer ham nemlig i en regel, der forbyder kærligheden. Uheldigvis (men lige efter bogen i plotmæssig forstand) forelsker David sig i en smuk og – ligesom ham – nærsynet kvinde blandt enspænderne (Rachel Weisz). Hun gengælder hans kærlighed, og filmen bringes mod sit klimaks.

Handlingen i The Lobster falder altså i to dele: først hotellet, siden skoven. Første del latterliggør etablissementet, mens anden del advarer mod oprøret. Det er en narrativ struktur, man tidligere har set i Jean-Luc Godards nybølgeklassiker Week-end (1967). Her spændes handlingen også ud mellem to steder, idet en køretur fra storbyen ud på landet bliver en allegori over det moderne samfunds dårligdomme, ligesom hele historien ender ude i en noget besynderlig skov, der rummer rebeller.

ANMELDELSE AF:
The Lobster

ORDET SYNES: 4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Yorgos Lanthimos

LAND:
Irland, Storbritannien, Grækenland, Frankrig og Holland

Parallellen til Godard er tydelig. Men også en skikkelse som den spanske surrealist Luis Buñuel fornemmes som inspirationskilde. I lighed med de gamle mestre er den græske instruktør fascineret af det groteske, som han helt i deres ånd formår at præsentere på en ganske underspillet måde.

The Lobster følger således en absurd form for logik, der dog viser sig overraskende nem at acceptere. Dette forhold skyldes ikke mindst Colin Farrell, der som David leder os gennem filmens univers i bedste deadpan-stil. Han er resigneret snarere end trist. Da han tjekker ind på hotellet, bliver han bedt om at registrere sig som enten “heteroseksuel” eller “homoseksuel”. David spørger om “biseksuel” er en mulighed. Han vil gerne holde så mange muligheder åbne som muligt. Og da han får at vide, at han er nødt til at beslutte sig for enten det ene eller det andet, vælger han efter nogen tids eftertænksomhed kategorien “heteroseksuel”. For David er kærligheden i første omgang ikke et mål i sig selv. Han vil bare gerne overleve. På samme måde virker hoteladministrationen ligeglad med beboernes lykke. For dem er kærligheden blot et bureaukratisk puslespil, der skal gå op.

Scenen er symptomatisk for filmens særegne sorte humor, der afhænger af hvordan ekstremt mærkelige situationer bliver præsenteret som hverdagsagtige. Jeg tror ikke, at The Lobster er den slags film, der udløser store latterbrøl hos publikum. Nogle tilskuere vil nok sidde med et stille smil på læben. Andre vil formentlig ryste forvirret på hovedet.

Kommentarer