Little Men: Et studie i observation

Af Maria Hegerlund

“Seeing. Understanding. What makes behavior?”

 

Sådan bliver det essentielle ved skuespil forklaret af en dramalærer, da de to venner Tony og Jake deltager i en skuespilslektion. Men han kunne lige så godt have snakket direkte til publikum i biografsalen. For dette er netop, hvad Little Men grundlæggende handler om.

 

Filmen er et lille drama om et nyt venskab, der blomstrer mellem de to forskellige drenge Jake og Tony, da deres familier mødes som følge af Jakes farfars død. Om hvordan deres venskab kommer i klemme, da finansielle problemer skaber strid mellem deres forældre.  På overfladen en meget simpel historie, men lige nedenunder gemmer der sig meget mere.

 

Dette er en film, der beder sit publikum, dig, om at være en opmærksom observatør. Om virkelig at se på karaktererne. Hvad ser du? Forstår du, hvad de prøver at fortælle dig, udover hvad de faktisk siger? Hvad får dem til at opføre sig, som de gør?

 

ANMELDELSE AF:
Little Men

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Ira Sachs

LAND:
USA & Grækenland

Det vigtigste er ikke at finde det rigtige svar på disse spørgsmål. For det eksisterer ikke. Instruktør – og manuskriptforfatter Ira Sachs giver ikke meget væk. Han præsenterer disse skæbner for dig til at observere.  Til dig at forstå. Til dig, og ingen andre, at fortolke, som du vil.

 

Det er en film, der kræver mere tålmodighed og opmærksomhed, end man måske først antager ved en Brooklyn-baseret independent-film. Men hvis du accepterer dette, og lader dig rive med i universet og karaktererne, vil du gennem filmens stemning stille og roligt blive lullet ind i en behagelig, men fascinerende tilstand, som du vil forblive i, selv når filmen er slut.

 

Du vil sidde forundret, når du kommer i trance, af at se de to drenge på rulleskøjter og løbehjul skate igennem Brooklyns gader i en lang musikalsk montage – og til sidst spørge dig selv, hvorfor i alverden du fandt dette forløb så afslappende?

 

Du vil tænke på, om det er meningen, at man skal læse mere ind i de to drenges venskab, når nu instruktøren er kendt for at arbejde med queer-tematikker i sine film. Eller om det bare er dig, der tilføjer for meget til det på overfladen meget rene venskab? Jeg mener dog, dette er meningen med filmen. Det er i dens underspil, du bliver tvunget til at observere nøjere og dermed skabe en dybere mening.

 

Det er i filmens nuancer og alle karakterernes komplicerede forhold til både dem selv og hinanden, at man finder den menneskelighed, som er gennemgående i hele filmen. Det er ikke stort drama. Ingen taler eller opfører sig ud over det sædvanlige.  Faktisk er det måske først, når der slet ikke bliver sagt noget, at sandheden kommer frem. Det er blot op til dig at se nærmere og skabe din egen forståelse.

 

Så jeg vil gerne invitere dig til at give Little Men en chance. Det er en film, hvis stemning vil give dig en rolig sindstilstand. Den fortæller på distræt vis en god og rørende, og fundamentalt meget menneskelig historie uden at være højdramatisk eller prætentiøs. Det er en film, der både handler om ingenting og alting. Det kommer helt an på, hvem der ser den.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *