Lille Peter Edderkop kravler atter op

Af Jeppe Asholt Norup

Med anden del af Spider-Man-reboot’en The Amazing Spider-Man 2 har instruktør Marc Webb på ingen måde forsøgt at drosle ned for de storslåede og ekvilibristiske actionscenarier. Gudskelov blomstrer der, midt i overflødighedshornet af actionspækket palaver, en uimodståelig kækhed og charme, som også seriens etter bar præg af.

Bag eksplosionerne og de vildtfarende spindelvævs-turer henover New Yorks tagrygge gemmer edderkoppemanden Peter Parker på en indre splittelse – nemlig Spider-Mans

Ikke kun Peter Parkers teenage-værelse er et rod, men også i hans hoved virker det ekstravagante helteliv og hverdagslivets skrøbelige kærlighed uforeneligt.
Ikke kun Peter Parkers teenage-værelse er et rod, men også i hans hoved virker det ekstravagante helteliv og hverdagslivets skrøbelige kærlighed uforeneligt. PR-foto.

uforenelige balancegang mellem et byrdefuldt, livstruende helteliv og et hverdagsligt kærlighedsliv som ung New-Yorker.

Denne tematik er The Amazing Spider-Man 2’s rygrad og samtidig fortællingens egentlige spænding. For ingen film kan sætte sin lid alene til imponerende effekter blot for den visuelle overlegenheds skyld. Og heldigvis giver denne nye Spider-Man-film plads til Parkers menneskelige karakter og fortabte sind. Særligt bliver Parkers opgør med sin fortid og mysteriet om hans forsvundne far et centralt omdrejningspunkt.

ANMELDELSE AF:
The Amazing Spider-Man 2

ORDET SYNES:
4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Marc Webb

LAND:
USA

Dette fokus på en uafklaret fortid er en tendens i tidens superheltefilm, hvor der i stigende grad higes efter at skabe dybere indsigt i, hvorfor helten er blevet netop den helt, han er, og heri spørgsmålet om, hvem denne helt i virkeligheden er. En tendens Nolans mørke epos Batman Begins (2005) synes at have søsat.

Humoristisk overskud

Men selvom tidens genkendelige heltetematikker om fortabt identitet, lovløshed og heri søgen efter det gode i mennesket forbliver filmens byggesten, florerer der en lystig selvironi og en humoristisk tone.

Flyvende jernbjælker, kolliderende biler og eksploderende skyskrabere er for Spider-Man hverdagskost. Her gelejder han elegant trafikken på ret køl. PR-foto
Flyvende jernbjælker, kolliderende biler og eksploderende skyskrabere er for Spider-Man hverdagskost. Her gelejder han elegant trafikken på ret køl. PR-foto.

Parker (Andrew Garfield) bliver, som kæk drengerøv og stadig upcoming superhelt, kilden til filmens charme, selvtillid og rappe replik-leveringer. Den famøse edderkoppemand, der nu for anden gang skal holde stand mod New Yorks korrupte og skurkagtige kræfter, fungerer altså blot som uundgåelig ramme indenfor heltegenren.

Filmen giver et livligt indblik i Parkers finurlige hverdagsliv: Her prøver han blandt andet at holde sin hemmelighed som Spider-Man skjult for sin tante May ved at springe febrilsk ind under dynen med ordene ”No, don’t come in – I’m way too naked!”. Derudover lykkes det ham at distrahere et par vagter ved at spilde kaffe og uden, at de bemærker det, fælde dem med sit spindelvæv, hvilket han i triumf afslutter med et vittigt rejehop.

Filmens selvironiske side bliver også sat i scene, da selve skaberen af Spider-Man-serien Stan Lee pludselig dukker op i filmen, peger ivrigt og råber efter Parker: ”Hey, I know that guy!” Lee ved ligesom filmens publikum, at det er denne unge Peter Parker, der hemmeligt udfolder sig som Spider-Man – en detalje, der udviser overskudsagtig fortrolighed med seriens fans.

Sprudlende følelser og et velkendt plot

Trods denne vellykkede charme er der dog ikke meget originalitet at hente hverken hos effektmagerne, der som altid har overgået diverse naturlove, eller i filmens plot a la ‘genfundet-helt-møder-fornærmet-geni-skurk’.

Det slår livlige gnister, når Parker og kærligheden Stacy mødes på et tilfældigt gadehjørne. PR-foto.)
Det slår gnister, når Parker og kærligheden Stacy mødes på et tilfældigt gadehjørne. PR-foto.

Skuespillernes fine præstationer giver dog liv til et mere subtilt, medmenneskeligt drama, der til dels forløser de indre tematikkers følelsesmæssige potentiale. Udover Garfield selv, der tillægger edderkoppen Parker den førnævnte beundringsværdige kækhed, leverer Dean DeHaan et dæmonisk skræmmende portræt af barndomsvennen Harry, der plages af sin afdøde fars skuffelse. Og særligt må det understreges, at Emma Stone som Parkers store flamme Gwen Stacy er et scoop uden lige. Hun skaber på charmerende vis en inderlig, uhøjtidelig kemi mellem Stacy og Parker –  et uskyldigt rum, hvori ungdomskærligheden får lov at udfolde sig. Og denne umiddelbarhed smitter af som bare fanden!

Intet nyt under solen

Til fans af serien er The Amazing Spider-Man 2 et must-see, og kan man ikke få nok af de forunderlige Marvel-heltes halsbrækkende redningsaktioner, er dette veloplagte gensyn med Spider-Man en klar anbefaling værd.

Filmen byder både på sprængfarlige opgør med velkendte skurke som Electro, Den grønne gnom og Rhino og intelligent humoristisk edderkoppesans, der ligeledes bliver kilde til en befriende umiddelbar Parker/Stacy-romance.

Der er dog ikke tale om opfindelsen af den dybe tallerken indenfor genren. Dette ses særligt ved, at filmens ellers hjerteskærende klimaks forfalder til et letkøbt budskab om at komme op på hesten igen – som den lille Peter Edderkop, der blev skyllet ned af regnen og så atter fandt mod til at klatre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *