Lige ved og næsten for Blomkamp…

Af Bjørn Juul Andersen

Neill Blomkamps navn betød, at mine forventninger til den stort opsatte film Elysium var enormt høje. Og måske også lidt for høje taget i betragtning af, at det kun er sydafrikanerens anden tur i instruktørstolen efter hans fremragende District 9 fra 2009. Og desværre indfriede Elysium ikke disse høje forventninger, da fil-
mens visionære og originale ide om, at menneskeheden i fremtiden er blevet delt op i to verdener, slet ikke indfrier dets potentiale.

Den opdelte verden
Som følge af overbefolkning og miljøkatastrofer har Jordens rigeste søgt tilflugt på det kæmpemæssige rumreservat Elysium, hvor de lever et liv i luksus, fri for sygdomme og langt væk fra Jordens forurening og fattigdom. På Elysium i år 2154 styrer forsvarsministeren Delacourt (en noget stram Jodie Foster) med hård hånd og nægter Jordens beboere adgang til Elysium. Nede på Jorden har hovedkarakteren Max (en bom- stærk og veloplagt Matt Damon) vendt kriminaliteten ryggen og arbejder nu på en våbenfabrik. Efter en fatal arbejdsulykke indser han, at hans eneste mulighed for at redde sig selv findes på Elysium. Han allierer sig derfor med hans gamle ven Spider fra den kriminelle underverden, som sender ham på en altafgørende mission, hvor han bliver udstyret med avanceret robotmekanik, der koblet til hans nervesystem giver ham ekstraordinær styrke. Han kan nu tage kampen op med de skruppelløse soldater fra Elysium, anført af den Bill the Butcher-lignende Kruger. Max’ mission går dog grueligt galt og efterlader ham jagtet på Jorden med fortrolige og farlige oplysninger, som kan bestemme Elysiums fremtid.

ANMELDELSE AF:
Elysium

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Niell Blomkamp

LAND:
USA

En visionær idé
Ideen er fremragende, og Blomkamps humanistiske budskab er ikke til at tage fejl af, men man mangler dog desværre et ordentligt indblik i, hvad Elysium er for en størrelse. Filmen er enormt detaljefattig, når det kommer til beskrivelsen af den virkelighed, der eksisterer i 2154, og filmens bærende ide, der ellers er ori- ginal og tankevækkende, bliver derfor ikke rigtigt vedkommende. I stedet bruger filmen al for meget energi på at få antihelten Matt Damon, der med sit eget primitive Ironman-suit bekæmper diverse robotter og soldater, op på Elysium. Man savner, at filmen går planken ud og i stedet lader filmens gennemgående ide være mere synlig og detaljerig, så vi for alvor kan sætte os ind i den verden, vi kigger på – noget som er essentielt for science fiction-film, og film som Blade Runner, The Planet of the Apes og Blomkamps egen District 9 formår til perfektion.

Filmen er dog på trods af sine lettere overfladiske actionsekvenser og mangelfulde skildring af den alterna- tive virkelighed en veldrejet og ekstremt underholdende actionfilm, der især i dens gennemførte upolerede fremtoning med spor af visuel storhed klart er et biografbesøg værd. Den rusker dog ikke op i en science fiction-genre, der for tiden forfalder til special-effects og ikke lader de ofte visionære og gode ideer være i centrum. For Blomkamp blev det desværre kun lige ved og næsten…

Kommentarer