Lige en tand for meget

Af Bjørn Juul Andersen

I Ringenes Herre: Eventyret om Ringen (2001) siger en aldrende og tyndslidt Bilbo Baggins, at han føler sig som smør smurt ud over for meget brød. I Peter Jacksons nye kolos af en blockbu- ster, Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark (2013), hvor selvsamme Bilbo farer rundt omkring i Middle Earth, er sagen en helt anden. Her er der alt for meget smør smurt ud over alt for lidt brød. Plottet kan simpelthen ikke bære vægten af Jacksons filmiske lir og overflod af action, der virker overflødigt og som en slags erstatning for en historie, der kunne fortælles på den halve tid – med mere humor og karak- terdybde.

Bedre end sin forgænger
Jackson har skruet op for tempoet i efterfølgeren til Hobbitten: En Uventet Rejse fra sidste år, som i høj grad klæder fortællingen, da etteren var enormt langtrukken og kun havde én storyline at trække på, som gjorde filmen til en banal historie om 13 dværge, en hobbit og en troldmand, der gang på gang bliver taget til fan- ge, men, på mirakuløs vis, bliver reddet til sidst for sekundet efter igen at være i stor, stor fare.

I Dragen Smaugs ødemark møder vi igen selskabet, der (endnu en gang) er jaget vildt af Azog og resten af hans ulveriddende orker og bliver nødt til at flygte ind i Dunkelskoven, hvor de først kommer i kambolage med en flok kæmpeedderkopper for herefter at blive taget til fange af skovelvere med en vis Legolas i spid- sen. De undslipper dog igen på mirakuløs vis og befinder sig pludselig på tærsklen af Det Ensomme Bjerg, hvor dragen Smaug har taget deres elskede by Erebor som gidsel.

ANMELDELSE AF:
Hobbitten: Dragen Smaugs Ødemark

ORDET SYNES:
3-stars

PROD. ÅR:
2013

INSTRUKTØR:
Peter Jackson

LAND:
USA & New Zealand

Filmen formår faktisk at splitte historien op i flere handlingstråde, hvor en isoleret Gandalf kigger nærmere på Saurons genopståen og mørkets fremkomst, mens man også får et indblik i Legolas’ forhold til elverpigen Tauriel. Disse sidehistorier er med til at gøre historien mere spiselig, da man ikke kun følger dværgene og Bilbo i deres håbløse og lettere komiske færd igennem alverdens farer, og især inddragelsen af elverne virker godt, og karakterer som Legolas, Tauriel og kong Thranduil bringer friskhed til historien. Ligeledes giver Benedict Cumberbatch en brag af en præstation som Smaug – den arrogante og selvhøjtidelige drage, der som en fed, doven kat har ligget og sovet i sit enorme skattekammer siden han overtog byen og nu vågner op til dåd.

Disse karakterer er med til at gøre Dragen Smaugs ødemark til en mere helstøbt og spændende film end sin forgænger med større underholdningsværdi. Og man må virkelig tage hatten af for Jacksons evne til at ska- be unikke verdener i Middle-Earth, hvor både Dunkelwood, Lake Town og dværgenes by Erebor er fantasti- ske bekendtskaber og sublimt håndværk. Men Jackson spænder desværre buen for meget i filmen, som simpelthen bliver effektpræget og alt for overdreven.

Større, vildere og en tand for meget
Jackson sparer ikke på effekterne i filmen, hvor Ringenes Herre-filmenes fine blanding mellem CGI effekter og make-up effekter er tippet for meget over til førstnævnte, og filmen æstetik minder mest af alt om et computerspil. Alt er større og actionsekvenserne er over-the-top, hvor især scenen, hvor dværgene flygter fra elverne ned af en flod i tønder, fremstår direkte komisk med dens utallige akrobatiske og umulige drab på orkerne. Det bliver simpelthen en tand for meget.

Man mærker tydeligt, hvordan Tolkiens originale børnebog ikke er fyldestgørende for Jackson, der bliver nødt til at tilsætte hæsblæsende action og over-the-top CGI effekter for at kunne fortælle historien over de næsten 9 timer, som hele Hobbitten-trilogien skal strække sig over. Der bliver ikke dvælet ved bogens ma- giske stemning og forholdet mellem dværgene og Bilbo, som i filmen ikke udvikler sig synderligt. Man bliver ikke i høj nok grad følelsesmæssigt involveret i hovedkaraktererne, og især Bilbo har ikke meget at byde på i denne film.

Men filmen er da alligevel en underholdende, storladent og velproduceret portion action, hvor de mange nostalgiske Ringenes Herre fans kan vende tilbage til Tolkiens univers – om end i en noget tynd og poppet udgave, hvor humoren desværre heller ikke er fremtrædende i nogen nævneværdig grad.

Med den stil Jackson har lagt for dagen bliver eventyret om hobbitten Bilbo ikke mere end en hæsblæsende og flot sanseeksplosion med et stort visuelt overskud, der dog ikke byder på synderligt meget andet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *