• Kristen fundamentalist i 1844 fra åbningssekvensen i tredje sæsons første afsnit. Sekvensen har udelukkende tematisk betydning for resten af handlingen.

    THE LEFTOVERS: Et ualmindeligt smukt og friskt pust til seriernes verden

    Af Troels Jensen

    I sidste uge blev sløret løftet for det sidste afsnit af HBO-serien The Leftovers. Afsnittet var et definitivt punktum bag en af de absolut mest interessante fortællinger nogensinde fortalt på TV, og vil unægteligt dele vandene blandt seriens dedikerede fans.

     

    Meget få serier har haft så meget på spil med deres sidste sæson som The Leftovers. Den skulle træffe et altafgørende valg mellem at besvare et gabende åbent spørgsmål og opklare seriens præmis eller lade mysteriet leve videre. Det var op til tredje sæson at bestemme, om hele hurlumhejet skulle vise sig at være en lang nihilistisk kollageforælling, eller om det skulle ende med at gå op i en højere enhed. Seriens online-fora har de sidste måneder summet med diskussioner mellem ivrige fortalere for begge muligheder.

     

    Ligegyldigt hvad man synes om seriens afrunding, kan der ingen tvivl herske om, at The Leftovers har været noget særligt, noget nyt indenfor seriernes verden. Det har den været grundet de temaer den har berørt og måden, den har berørt dem på.

     

    Højtflyvende temaer

    Guds død er efterhånden et ret slidt tema, men The Leftovers udmærker sig ved i stedet at forestille sig konsekvenserne af guds genopstanden. I seriens første afsnit forsvinder 2% af jordens befolkning fra det ene øjeblik til det andet på helt uforklarlig vis. Det kan umiddelbart lyde som starten på en ret banal what if-historie, men seriens fokus er ikke at finde frem til årsagen til the departure, men snarere at udforske den efterfølgende sorgs mange ansigter og fantasere om, hvordan et tiltagende sekulært samfund ville håndtere en overnaturlig hændelse af den kaliber. Det tager form af et sindsoprivende og ekstremt følelsesladet epos, som graver dybt ned i de særeste gemmer af den menneskelige psyke og moral. The departure bliver i serien en anledning til at se nærmere på en række vildt komplekse tematikker, og der blev især stillet skarpt på menneskers afhængighed af vores fælles myter.

    ANMELDELSE AF:
    The Leftovers (sæson 1-3)
    ORDET SYNES:6-stars
    PROD. ÅR:
    2014-2017
    PRODUCERET AF:

    Damon Lindelof, Tom Perrotta, Sarah Aubrey & Peter Berg

    LAND:
    USA
    Religion og kultdyrkelse er gennemgående temaer i The Leftovers. Kristendommen bliver mange gange i serien udstillet som egoistisk men ligeså ofte som et værdifuldt redskab til at navigere i en virkelighed uden mening, selvbedrag eller ej. Kultdyrkelse bliver også spiddet og stegt, men med en tone af sympati og forståelse, så selv de kæderygende, hvidklædte og stumme medlemmer af den nihilistiske kult the guilty remnants bliver relaterbare. The Leftovers har fingrene i enormt mange følsomme emner, og fælles for behandlingen af dem alle er, at der aldrig moraliseres. Hvis man i et afsnit tror, man har fanget serien i at have en morale, bliver man røvrendt i det næste.

     

    Aldrig bare en lige linje

    Det er en serie, som vanligt har pisset på serie-formatets konventioner og almen logik. Ikke i et anstrengt forsøg på at være kunst, men fordi det har underbygget fortællingens sjæl. Det første afsnit i anden sæson starter med en lang sekvens, som følger en stenalderkvindes kamp for at holde sig selv og sit nyfødte barn i live; historien bringes aldrig på banen igen og har ingen relation til seriens handling, men den er et poetisk indspark, som bidrager til at give serien dens unikke ånd. Nogle uger fik vi hele afsnit, som var helt i strid med naturens love, og som skabte tvivl om hvorvidt, gud virkelig havde rejst sig fra de døde.

     

    Hovedplottet akkompagneres altid af små, skæve historier, som sjældent bærer narrativet frem, men som polstrer universet og vækker det til live — man bliver sgu glad når en excentrisk eneboer gentagne gange ofre geder i fuld offentlighed uden reaktion fra omgivelserne, eller når en selvudnævnt Gud bliver ædt af en ultra-veril løve. Med et væld af sort-humoristiske stikpiller og dens eksperimenterende form udstiller The Leftovers livet som absurd og virkeligheden som dybt subjektiv.

     

    En af seriens absolut største forcer er dens afsindigt virkelighedstro karakterer, hvis psyker vi får et næsten ubegrænset indblik i. Personerne agerer så virkelighedstro, at det næsten er uvirkeligt. Der er ingen arketypiske karakterer, som kun spiller deres mærkat; de er alle fyldt med nuancer og særheder. Deres handlinger er ikke logiske men næsten altid funderet i følelser. Det kan være frustrerende at se på, men passer perfekt på seriens præmis; hvis 150 millioner mennesker kan forsvinde uden varsel, hvem giver så en skid for, om to plus to er fire?

     

    Mest af alt virker karaktererne autentiske grundet nogle af de bedste skuespilpræstationer i mands minde. Særligt Justin Theroux, Carrie Coon og Christopher Eccleston er exceptionelt godt castede og leverer nogle helt igennem imponerende præstationer.

     

    Lyden

    Man kan heller ikke snakke om The Leftovers uden at give et skud ud til musikken. De i forvejen flotte billeder bliver understøttet af nogle enormt velvalgte stykker musik, som hjælper til at skabe de sindssygt kraftfulde scener. Det er f.eks. når et klavercover af Pixies’ ”Where is my mind” spiller over genforeningen af en rehabiliteret mor og sin søn i anden sæson, eller når ”Take on Me” med Aha virkelig gør en indespærring i en trækasse klaustrofobisk i tredje sæson. Seriens originale score er også enormt smukt, selvom det måske bliver spillet en gang eller to for ofte.

     

    Noget nyt og fedt

    Det er efterhånden et trademark for HBO-serier, at de beskæftiger sig med nogle mørke og komplekse emner: filosofisk pessimisme i første sæson af True Detective (2014), robothumanisme i Westworld (2016) eller korruption og the war on drugsThe Wire (2002), men aldrig har det været så mørkt, så komplekst eller så smukt som i The Leftovers, som mere end nogen anden serie skubber grænserne for, hvad formatet kan formidle. Med the departure som påskud blotlægger den kringlede aspekter af den menneskelige eksistens, som ikke før har været på sendefladen, og den gør det så kompromisløst og legende, blidt og barskt, at det fra ende til anden var en fornøjelse at se.

     

    Sæson 3 var en kraftpræstation og en smuk afslutning på et mesterværk af en serie, som både ville underholde og invitere til refleksion og i høj grad formåede begge dele.

  • Skriv et svar

    Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

    Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>