L’ATTESA: Tæt på skøn

Af Thomas Hasse Therkildsen

Når en film tager sig tid, får man som tilskuer tid til at reflektere. Det kan betyde meget for filmen og dens endelige værdi. Jeg fik i L’attesa lov til at reflektere.

I en villa på Sicilien bor den triste mor. Hun har en tjener, men ellers er hun alene, for hun har netop mistet sin søn. Sønnens kæreste rejser fra Frankrig for at besøge den afdøde. Hun ved endnu ikke, at kæresten er borte. Den tomme villa og det afbrændte landskab vil fungere som et vattæppe, der skygger for sandheden om sønnens skæbne, da den ødelagte mor ikke kan få sig selv til at afsløre, hvad der er sket.

Hendes falske smil og varierende intensitet skaber en akavet situation, når den uvidende kæreste kommer på besøg. Filmens stemning er mærkelig, og den forvirring, moren indgyder den stakkels pige, er velskabt. Maven vender, hver gang moren ikke formår at fortælle sandheden, selvom hendes ansigt afslører, at noget forfærdeligt er sket.

Der er dunkelt i den tomme villa – den er mørklagt traditionen tro. Men kærestens visit lysner lidt i den sørgelige tilværelse. L’attesa leger med mørke på film og eksperimenterer, når der bliver helt sort. Det er flot, og når der næsten usynligt blændes fra det ene mørke billede til det andet, får jeg lyst til at sige: “Her har et geni været på spil!” Men det er kun filmens dystre introduktion, og når kæresten ankommer, sker der et skift til det normale – det kedelige. Instruktøren, Piero Messina, har skabt nogle skønne, mørke indendørs billeder, men kun få pæne, lyse billeder.

ANMELDELSE AF:
L’Attesa

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Piero Messina

LAND:
Frankrig & Italien

Messina har taget sig tid, og filmens tempo er fænomenalt. Den hviler ved hver situation og hvert billede. Det giver tilskueren tid til at reflektere over alle filmens nuancer. Måske det er derfor første, mørke kapitel er så skønt, og derfor resten ikke er lige så pænt. Måske er det også derfor, filmens musik er upassende? Det lidt poppede, rockede, europæiske musik, der akkompagnerer L’attesa står i alt for stor kontrast til fortællingens stemning.

Det er et interessant spil, moren spiller. Det er nervepirrende uden store fagter – og det er imponerende. Det er dog ikke helt med stil, at fortællingen fortælles. Filmens stilfulde introduktion fuldendes ikke, og musikken skurrer for meget. Der er for mange modstridende elementer i L’attesa, som hver især er gode, men ikke samlet. L’attesa er for blandet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *