TOMB RAIDER:
Lara lever, men originaliteten ligger død i graven

Lara Croft er tilbage i endnu en blockbuster. Yngre, mere sårbar og mindre koldblodigt overlegen end sin pistolsvingende forgænger, men lige så totally badass og fandenivoldsk som hun altid har været. Jolies åbenlyse sexappel er droppet til fordel for Vikanders mere stilfærdige realisme, men med Laras moderne overhaling stopper filmens nytænkning. Tynget ned af et håbløst forudsigeligt plot, halvrealiserede karakterer og tarvelig dialog, formår instruktør Roar Uthaugs nyeste skud på stammen ikke at skille sig nævneværdigt ud fra bunken af middelmådige actionflicks.

Da Lara (Alicia Vikander) er 14 år gammel, forsvinder hendes far (Dominic West) sporløst på en tur til Japan. Syv år senere står Lara uden retning i livet, og hendes håb om genforening med faren svinder dag for dag. Det er indtil, at hun lærer om farens hemmelige dobbeltliv som berejst eventyrer og beslutter sig for endelig at afdække hans skæbne. Sammen med den unge skibskaptajn, Lu Ren (Daniel Wu), rejser hun til farens sidst kendte destination; den sagnomspundne ø, Yamatai. Der går dog ikke længe, før Lara må erfare, at sandheden kommer med en pris, og snart kæmper hun og Lu Ren med alt, hvad de har, for retten til friheden og livet.

Historien er den klassiske helteoprindelseshistorie: ung m/k er rodløs i livet på grund af personlig tragedie, kastes ud i en række hæsblæsende udfordringer og kommer ud på den anden side et stærkere og klogere menneske. Laras menneskelige makeover gør sit for at tilføre næring til dette skelet, men filmen lider slemt under sin egen forudsigelighed. Man ved altid, hvilke ulykker der venter rundt om hjørnet, og der er ikke en eneste karakter, der rigtigt bryder sin stereotype. Det er kedeligt, og som jeg skriver denne anmeldelse, har jeg allerede glemt halvdelen af filmen.

Der er i det hele taget ikke meget godt at sige om manuskriptet, der virker både indholdsløst og behandler sine karakterer med total mangel på psykologisk nuancering. Skurkene er klassisk onde og heltene kvalmende gode i en absurd dikotomisk forståelse af, hvad rigtigt og forkert er. Og er det for øvrigt ikke lidt mærkeligt, at Lu Ren er en forgældet drukkenbolt første gang, vi møder ham, men i næste øjeblik har han udviklet sig til en frygtløs og kompetent leder?

Når alt det er sagt og cementeret, så er Tomb Raider i sin grundvold klart en film, der har mere til formål at underholde end at udfordre. Og i det henseende, i det mindste, opnår den en vis succes. Ganske vist er Uthaugs reboot ikke nogen særlig mindeværdig eller specielt original film, og den er virkelig ret kedelig på et mere intellektuelt niveau. Men som en omgang kalorielet underholdning til de saltede popcorn føles filmen ikke som noget stort flop.

Den har både nogle rimelige kampscener og et par genkendelige paralleller til det videospil, filmen baserer sig på (men som den ellers ikke minder meget om). Produktionsværdien er høj, lydsporet holder dig fanget i konstant følelsesmæssig tumult og Vikander leverer en ganske fin skuespilpræstation som den mere realistiske og sympatiske Lara 2.0. Hun alene sikrer filmens tredje stjerne.

Men drop lige at se den i 3D. Det er bare ikke det værd.