THE LADY IN THE VAN: En varm film i en varevogn

Af Line Worm Poulsen

Hvis du fik besøg af en ældre dame, der boede i sin varevogn, ville du give hende ophold i din indkørsel i tre måneder? Hvad så med 15 år? Det er præcis hvad forfatteren Alan Bennett (Alex Jennings) gjorde i 80’erne. The Lady in the Van er filmatiseringen af Bennetts møde med en enestående kvinde, der levede i et hjem på fire hjul i årevis. Det er en fortælling om et usandsynligt venskab, om deling af Tv-signalet og, hvordan man i nød kan anvende skraldespande som toiletter.

Maggie Smith spiller titelrollen som kvinden i vognen – Miss Shepherd – der af mystiske omstændigheder er endt med at bo bag i sin gamle bil. Denne parkerer hun foran forskellige byhuse i den kreative overklasses bydel, Camden, i London. Miss Shepherd er en kvinde med en skrap attitude og et lemfældigt forhold til personlig hygiejne. Dette til trods, vinder hun lokalsamfundets hjerter, og beboerne accepterer en form for turnusordning, hvor Miss Shepherd parkerer sin gamle skrotbunke som det lyster hende. Dette står på, indtil hun en dag inviteres til at flytte ind i forfatteren Alan Bennetts forhave. En løsning der kom til at vare i hele 15 år.

Maggie Smith er fantastisk i rollen som gal posedame. Hun tilfører de helt rette mængder af charme og kradsbørstighed til den forunderlige Miss Shepherd, hvis brogede baghistorie er fyldt med mysterier. Hun er en religiøs kvinde, der taler flydende fransk, og efter sigende har været en fremragende pianist, men Camdens beboere ved ganske lidt om deres mest farverige nabo. Smith er helt igennem underholdende og troværdig i sin portrættering af en nonne i eksil, af en posedame med stolthed og integritet.

ANMELDELSE AF:
The Lady in the Van

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Nicholas Hytner

LAND:
England

Filmens fortælles gennem forfatteren Alan Bennetts egne erindringer, og hans gisninger om Miss Shepherd fortid. Bennetts karakter, eller rettere karakterer, er splittet i to individer – den mand, der handler og lever, og den mand, der er forfatter og kunstner. Det fremstår som et humoristisk, litterært ægteskab, når de to Bennett’er mundhugges med hinanden, og det er en sjov idé, som fungerer fint filmen igennem.

Selvom Maggie Smith bringer varme og humor til filmen, bliver den ikke helt så indfølende og varm som man kunne ønske. Dette skyldes, at fortælleren, til trods for sin splittede personlighed, er enormt entydig og unuanceret. Det føles som om, intentionen med karakteren er, at han skal fremstå ærkeengelsk, høflig og konfliktsky, men i realiteten gør det blot hans karakter rigid og kedelig. Han lever sit liv gennem andre, og han har ingen udvikling gennem filmen. Han er efter 15 år med en broget kvinde på sin bopæl akkurat lige så kedelig og konfliktsky, som da hun ankom. I al den tid hun boede i hans indkørsel, turde hverken han, eller andre af nabolagets beboere, rigtigt at udspørge hende om hendes fortid – om hvem hun virkelig er.

The Lady in the Van er en varm fortælling om en skøn kvinde, der havde en vild personlighed og ikke gik på kompromis med sine holdninger for at tilgodese andres komfort. Det er en film, der investerer al sin tid i sine karakterer med varierende succes. Filmen sætter sig for at være medfølende og varm, men karakteren Bennetts kolde livsindstilling køler noget af den varme, som dygtige Maggie Smith tilfører filmen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *