LADY MACBETH:
Et studie i ambitioner og misogyni

Kønsroller er et emne der er i konstant udvikling, såvel i samfundet omkring os og i filmens verden. Derfor bliver det ekstra interessant, når et gammelt værk bliver adapteret til lærredet. Vil datidens definitioner stadig skinne igennem eller vil nutidens optik give et nyt skær?

Lady Macbeth er en løs filmatisering af Nikolai Leskovs bog, Lady Macbeth of the Mtsensk District. Den unge Katherine (Florence Pugh) er blevet gift væk til en rigmands søn, Alexander (Paul Hilton), og er flyttet ind på hans families landsted. Der bliver hun verbalt og fysisk ydmyget af sin mand og svigerfar (Christopher Fairbanks). Efter nok ydmygelser indleder hun en affære med en arbejder, Sebastian (Cosmo Jarvis), og fra da vokser en intensitet og passion i hende. Det begær vil hun ikke give slip på, ligegyldigt hvem der kommer i vejen for hende.

Titlen er en anelse misvisende. Det er ikke Shakespears ikoniske dronning, men lighedspunkterne er tilstede. Ganske som ladyen er Katherine en kvinde der ikke blot er til for mændenes skyld, men i høj grad en der søger et bedre liv i det patriakalske helvede hun er i.

Et lys i det trælse univers ser hun i Sebastian. Han er attraktiv, lidt farlig og på sin vis prototypen på en badboy. Første gang de mødes har han og de andre arbejdere på ejendommen strippet tøjet af den sorte stuepige, Anna, og lagt hende i et lagen, som de så har hejst op. Misogynien og tingsliggørelsen af kvinder udpensles, da han klapper Anna igennem lagnet og fortæller Katherine, at det bare er en so, der hænger der. Det er vederstyggeligt men samtidig perverst fascinerende.

Debutinstruktør William Oldroyd har valgt en meget minimalistisk stil. Man ser ikke nogen voluminøse billeder af godset ude fra, i stedet befinder vi os i flere næsten klaustrofobiske rum. Det minder mere om et fængsel, hvilket fint symboliserer den rolle Katherine har i denne verden – en fange i et institutionaliseret fængsel.

Florence Pugh ER den her film. Fra første færd, hvor Katherine ydmygt og stille som en mus bliver gift, til den stærke domina hun ender som, så fanger hun samtlige nuancer i karakteren. Det er blændende at se hvordan Pugh med små ændringer i sin kropsholdning viser den indre forandring, hun gennemgår. Hvor hovedet og blikket har retning mod gulvet i filmens start, er det stik modsatte tilfældet til slut, hvor nakken står rank og blikket borende ind i personen, hun kigger på. Det er blændende.

En anden ting der er blændende, er brugen af en af mine personlige kæpheste, nemlig underlægningsmusikken. Det er ikke fordi der er meget af den, tværtimod er der næsten ingen. Alt man hører er hvad karaktererne hører i situationerne. Når musikken endelig kommer, så giver det lige præcis det ekstra punch, som understregning af Katherines udvikling. Sparsomt, men yderst effektivt som resten af filmen er.

 

Med tanke på de seneste ugers afdækning af Weinstein skandalen, så bliver filmens kønsroller i den grad sat i relief. Før ville den måske kunne sættes i bås, som en periodethriller. Nu fremstår den som en reminder om, at på trods af, at der er gået over 100 hundrede år siden Neskov skrev sin roman, så er der foruroligende meget, der ikke har ændret sig.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *