KVINDER I FOR STORE HERRESKJORTER: Feministisk komedie fuld af selvironi og rosindigte

Af Ida Lydom Thomsen

”Jeg vil hellere læse noget andet for dig. Jeg har faktisk skrevet et par digte om rosiner”. Sådan svarer vores ene hovedperson, Sigrid, den mand, hun har scoret, da han spørger, om hun vil læse et Dante-digt op for ham. Digtet om rosinen bliver læst op, og jeg grinede højt, for dette er blot ét sted ud af mange, hvor kunstnere og deres selvforståelse parodieres. Filmen er gennemsyret af en enormt tør og, til tider, sort humor, der sjældent ses i nordiske komedier, og det fungerer altså virkelig godt!

I Yngvild Sve Flikkes debutfilm følger vi tre kvinder fra Trondheim, der hver især kæmper med deres egen stædighed og længsel efter noget mere. En gravid performance-kunstner (Henriette Steenstrup), der vil føde sit barn i et bur, som en del af sin udstilling. En ældre lagerarbejder med forfatterbaggrund (Anne Krigsvoll), der har haft skriveblokade i 40 år og leder efter sin bortadobterede søn og en jomfruelig, aspirerende forfatterinde (Inga Ibsdotter Lilleaas), der støder ind i sit idol og bliver offer for sin egen kritik af pæne, mandshengivne piger. På en måde er de dem samme person – bare i forskellige aldre.

Kvinder i for store herreskjorter har en gennemgående quirky og charmerende tone, der hjælpes på vej af behagelig, up-beat underlægningsmusik og en flok velspillende skuespillere, hvor især Steenstrup og  Krigsvoll fremstår upolerede og anderledes på en måde, der passer enormt godt til stemningen. Filmens stærkeste kort er klart den underspillede komik, og så er det en feministisk film med en tilpas mængde selvironi til, at det ikke bliver overvældende.

ANMELDELSE AF:
Kvinder i for store herreskjorter

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Yngvild Sve Flikke

LAND:
Norge

De tre historier bindes sammen af en voice-over, hvilket fungerer udmærket. Dog tager den overhånd i historien om den unge Sigrid, der møder sit store forfatteridol og indleder et forhold med ham. Her sammenlignes menneskets opførsel med dyrerigets, og fortællerstemmen får en mere filosofisk og poetisk karakter. Det er smag og behag, om man er til det, for som sådan er der ikke noget galt med udførslen. Jeg synes bare, at det hurtigt bliver lidt højskole-agtigt, og billederne kunne sagtens stå alene uden det ekstra lag, for de understreger på fin vis følelser og udvikling.

Den grad af dobbeltkonfekt er der ikke rigtigt til stede i skildringen af de andre kvinder, hvor der bliver lagt større fokus på forholdet mellem dem og det miljø, de lever i. Deres historier fylder til gengæld en del mindre i filmen, og der havde måske været en større grad af balance, hvis Trine og Agnes, som de to kvinder hedder, ikke var blevet reduceret til biroller i en romantisk film om en ung pige, der bliver vild med en kendt forfatter. Det ændrer dog ikke ved, at det er en rigtig morsom og intelligent film, hvis karakterer er lige dele mærkelige og charmerende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *