KVINDEN I GULD: Kampen om Østrigs Mona Lisa

Af Rikke Bjørnholt Fink

I Kvinden i guld beslutter den ældre kvinde Maria Altman at tage et opgør med fortiden og den østrigske stat. Dette sker i form af kampen for at få et portræt af hendes tante Adele tilbage, som nazisterne stjal fra hendes jødiske familie i starten af 2. verdenskrig. Imidlertid er portrættet et af kunstneren Gustav Klimts største mesterværker og et østrigsk nationalklenodie, der har hængt på Wiens mest kendte galleri siden 1940’erne. Maria finder sammen med den unge advokat Randy Schönberg og sammen indleder de en umulig serie af retssager, der skal få maleriet med til USA, som Maria selv flygtede til fra det tyskbesatte Wien.

Kvinden i gulds store styrke er flashbacks til Marias barn- og ungdom i Wien. I starten af filmen bruges de til at introducere familien og tante Adele fra portrættet, der døde allerede i 1925. Som vi kommer længere frem i filmen foregår disse tilbageblik i det besatte Østrig, hvor den 20-årige, nygifte Maria ser sit kvarter falde fra hinanden og familievenner blive tvunget fra hus og hjem. Det er forfriskende, at disse scener, der bør være på tysk, er på tysk, og at Helen Mirren trods sin britisk/russiske herkomst ikke virker malplaceret som østriger.

Men historiens forbindelse til Marias retssag og de mange lignende tyverier, der stadig er uløste, bliver i for høj grad ordnet i efterskrift, og det er ærgerligt, for det generelle kunsthistoriske perspektiv er virkelig spændende og kunne sagtens have fyldt mere.

Man kunne også sagtens have dedikeret en større del af filmen til Marias tante, Adele Bloch-Bauer. Eksempelvis understreges det adskillige gange, at hun var meget melankolsk anlagt. Den eneste forklaring vi imidlertid tilbydes, er en lidt svævende idé om, at hun skulle have forudset, hvad der skete med hendes elskede Østrig under krigen, og den er umiddelbart svær at sluge.

ANMELDELSE AF:
Kvinden i guld

ORDET SYNES:3-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:
Simon Curtis

LAND:
UK

Kvinden i guld er en af de film, der er baseret på en rigtig historie og derfor har visse dramatisk overflødige elementer, som man burde have givet kniven. Jeg kan skam godt lide den tyske skuespiller Daniel Brühl (Rush (2013), Goodbye Lenin (2006)), men som så mange andre har han godt af at spille en karakter, der foretager sig lidt mere end at være antinationalist og forklare de østrigske kunstlove på en pædagogisk måde. Ligeledes er Randy Schönberg (Ryan Reynolds) altså ikke interessant nok til at have så meget screen time.

Kvinden i guld formår, trods en del prioriteringsfejl, at gøre arvesager interessante og det at miste familieklenodier rørende og alment. I en af filmens rigtig gode scener forklares det eksempelvis, at Marias fars yndlingsportræt endte i Hitlers sommerhus, og at hendes tantes halssmykke kom til at beklæde Herman Görings fede kone, Emmy. Filmen forløser egne tematikker og fungerer, når man ser på de vellykkede tilbageblik til fortiden, de fine skuespilpræstationer, det smukke score og dens behandling af europæiske staters evigt dårlige samvittighed. Imidlertid er der for stort fokus på den meget amerikanske nutidsramme og til sidst går der simpelthen violiner i den, da denne amerikanske film skal sikre sig, at vi føler noget.

Kommentarer