KVINDEN DER FORSVANDT: Scener fra et ægteskab

Af Daniel Hartvig Nielsen 

Forventer man en straight forward who-dunnit krimi, så bliver man godt og grundigt skuffet, for David Fincher og Gillian Flynns Kvinden der forsvandt er noget ganske andet– og bedre! Det er en mørk og satirisk krisefortælling om det moderne ægteskab.

Ægteparret Nick Dunne (Ben Affleck) og Amy (Rosamund Pike) ligner ude fra det perfekte par, men sandheden er en ganske anden. Finanskrisen har ramt deres forhold hårdt, og de er nu bosiddende i midtvesten. På parrets 5-års-bryllupsdag forsvinder Amy pludselig, og det virker til, at der ligger en forbrydelse bag. Ægtemanden Nick ryger en tur i mediekarrusellen, og han ender som hovedmistænkt. Langsomt oprulles den ene hemmelighed efter den anden, som sætter spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig er skurk, og hvem der er offer.

Gillian Flynn står bag bestselleren Gone Girl (på dansk: Kvinden der forsvandt) fra 2012, og højest overraskende har den forholdsvist uerfarne forfatter, i hvert fald i filmbranchen, fået lov at skrive manuskriptet til filmen selv. Og ganske som med bogen er dette lykkedes i overordentlig grad. Flynn har en mørk satirisk tone og møder sin filmiske ligemand i instruktøren David Fincher, der allerede har vist sine mørke og film-noirske egenskaber i film som Se7en (1995) og Zodiac (2007).

ANMELDELSE AF:
Kvinden der forsvandt

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
David Fincher

LAND:
USA

Og der er også noget Zodiac over Kvinden der forsvandt. Godt nok er det ikke en seriemorder, vi har med at gøre, men filmen opruller langsomt og stædigt sagen, der forstærkes gennem dens uimodståelige twists og spidsfindigheder. Historien fortælles i flashbacks fra begge ægtefællers sider, men hvad er rigtigt, og hvad er forkert? Har man overhovedet lyst til at kende sandheden? Kan man godt leve på en løgn? Og hvor meget indflydelse har medierne egentlig? Spørgsmålene er mange, og seeren må selv tage stilling undervejs.

Ben Affleck og Rosamund Pike leverer i deres roller, som skiftevis opnår seerens sympati og foragt. Og hvor andre tøver, så vover David Fincher at træffe interessante valg i sin casting, der bringer ham væk fra typecastingens ofte kedelige lys. Således finder man i birollerne blandt andre komikerne Neil Patrick Harris og Tyler Perry, der begge overrasker ved at bringe ekstra liv til fortællingen.

Kvinden der forsvandt tager dig med på en forrygende og foruroligende tur gennem et ægteskab i medgang og modgang – og til døden dem skiller– eller hvad? Jeg vil ikke fortælle så meget mere, men blot understrege, at dette er en film, du må se med egne øjne – og måske ser du på din ægtefælle med nogle helt andre øjne bagefter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *