KVINDE, UKENDT: Stille drama om bragende skyldfølelse

Af Anna Sofie Pandrup Andersen

Dobbelt-Guldpalme-vinderne Dardenne-brødrenes seneste film er et stille drama, der ikke slår et brød større op, end det selv kan bage. Fortællingen er fængslende i sit whodunit-plot sat i socialrealistiske rammer, men med en mangel på facetterede karakterer og passion, virker filmen en smule uambitiøs.

Idealisten, den unge læge Jenny (Adèle Haenel), har afvist et tilbud om en prestigefyldt stilling for at fortsætte sit job i en travl offentlig praksis beliggende i en forstad til den belgiske storby Liège. Efter lukketid og endt arbejdsdag med utallige patienter fra den lavere middelklasse, ringer dørtelefonen. Hendes praktikant Julien vil åbne døren, men efter uoverensstemmelser mellem de to stopper Jenny ham for at vise hvem der bestemmer. Dagen efter finder Jenny ud af, at personen der ringede på, var en ung pige, der senere blev fundet død i nærheden af klinikken uden id på sig. Optagelserne fra dørtelefonens overvågning viser forstyrrende billeder af en kvinde med desperat brug for hjælp. Og herfra starter en strøm af nagende skyldfølelse og Jenny sætter sig for at finde ud af, hvem pigen er.

Spørgsmålet om skyldfølelse viser sig at være meget mere omfattende og komplekst end lige som så. Jennys åbne sår skal heles og er fortællingens dramatiske motor. Med hendes fordele som læge leger hun detektiv i sin jagt efter kvindens identitet. Men denne genreblanding af hendes egen profession leder hende ud i fare. Som Jenny følger plottet ikke den lette genre-vej, og hurtigt finder vi ud af, at fortællingen netop ikke handler om hvem der gjorde det, men snarere om Jennys karakter. Et karakterstudie af en kvinde der handler psykologisk troværdigt og fornuftigt. Selvsagt er det desværre ikke særligt bemærkelsesværdigt.

ANMELDELSE AF:
Kvinde, ukendt

ORDET SYNES: 3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Jean-Pierre Dardenne og Luc Dardenne

LAND:

Belgien og Frankrig

Jenny er ikke en karakter med mange nuancer. Hun forbliver langt henne i filmen næsten lige så ukendt som den ukendte kvinde. Måske er det netop det, der er hele pointen – i så fald skinner det ikke igennem. Jenny er en handlekraftig og målfast kvinde, hvis personlige liv er ikkeeksisterende gennem filmen. Hun flytter desperat ind i klinikken efter hændelsen, men det lader til, at hun nyder det. Vi oplever hendes sympatiske personlighed, når hun i de adskillige lægebesøgs-scener eksempelvis tager sig tid til at drikke kaffe med en diabetespatient, selvom hun har travlt. Men hendes monotone ansigtsudtryk og hårde ydre er desværre for massivt til, at man føler sympati med filmens hovedrolle og det er en skam.

Til gengæld omfavner filmens udtryk denne tomme og ensomme stemning. Det grå og industrielle miljø i forstaden bliver understreget visuelt af et råt og uformidlet udtryk. Der er ikke den eneste tone af musik, men en konstant lyd af susende biler fra den nærliggende motorvej dominerer lydbilledet. Filmens udtryk er gribende og giver filmen en nærmest ubehagelig men betagende socialrealisme.

På trods af et visuelt gribende udtryk, er de belgiske brødres film om en ukendt kvinde desværre en mellemvare. Filmen drives af whodunit-plot, hvilket kommer til at virke som et billigt trick, for det den egentlig handler om, Jenny, ender den med ikke at handle om. Filmens hovedkarakter og omdrejningspunkt er for magert, og det får filmen til at virke underspillet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *