Kvinde, kend din kamp – om rollemodeller i ungdomsfilm

Af Amanda Norman Stourup

Hovedrolleindehaveren i Divergent, Shailene Woodley, har ligesom Jennifer Lawrence og Kristen Stewart fået sit eget liv i sladderspalterne. På E!’s hjemmeside er der et helt billedarkiv dedikeret til Woodleys ”outrageous quotes”. Hun er ikke bleg for at fortælle, at hun solbader sin vagina og henter sin mad fra en gård. Hun afholder sig heller ikke fra at give Twilight rene ord for pengene: Hun bekymrer sig om det budskab, filmene sender til unge piger:

She falls in love with this guy and the second he leaves her, her life is over and she’s going to kill herself! What message are we sending to young people? That is not going to help this world evolve.”

Men hvilken rollemodel bliver vi præsenteret for i Divergent? Og er hun i det hele taget anderledes end Twilights Bella og The Hunger Games’ Katniss?

Bella og Katniss fra hver sin verden

I de første Twilight-film går Bella i high school. Hendes verden ligner enhver anden teenagepiges, med et tvist af gotiske elementer. Mødet med vampyren Edward og venskabet med varulven Jacob ændrer Bellas liv for altid. De to drenge i hendes liv er fjender og står i hver deres klan, og hun må sande at det sjældent er problemfrit at forelske sig i en vampyr.

Katniss er den stærke pige, hvis fandenivoldskhed gør hende til revolutionsleder.
Katniss er den stærke pige, hvis fandenivoldskhed gør hende til revolutionsleder.

Hunger Games-universet er noget anderledes. Her er der ingen skole, men et krigshærget totalitært diktatur, hvor teenagere bliver høstet til et årligt gladiator-lignende spil. Katniss’ vej til sejr i spillet ændrer også hendes liv for altid – men hendes mål om at beskytte sin familie, koste hvad det vil, forbliver den samme igennem hele historien.

Katniss er forsørgeren i familien. Hun har selv lært at jage med bue og pil og sætte dyrefælder op. Hun er stærk og modig, og disse egenskaber redder hende igennem spillet. Hun er også en ufrivillig oprører. Selvom hun ikke bevidst går imod systemet, giver hun det fingeren. Hendes omsorg for pigen Rue og hendes selvopofrelse sammen med drengen Peeta viser alle distrikterne, at der er håb. Hendes fandenivoldske personlighed bliver symbolet på det oprør, der længe har ulmet.

Ripley redder dagen

Når man taler om sci-fi-heltinder er det svært at komme uden om den mest banebrydende af dem alle: Ripley, protagonisten fra Alien-universet, en rolle der efter sigende var skrevet som en mand. Derfor har rollen en kønsneutral karakter: Ripley modtager ikke særbehandling fordi hun er kvinde, hverken af de andre karakterer eller af hende selv.

Genreblandingen mellem sci-fi og gys i Ridley Scotts Alien lægger et solidt fundament for de dystre efterfølgere. Det dvælende tempo og skyggen af fare, der lurer rundt om hvert et hjørne, skruer spændingen i vejret mens vi venter på den frygtindgydende antagonist. På samme tid giver mødet med fjenden fra det ydre rum anledning til Ripleys opblomstring: Hun udvikler sig fra at være tro tjener for det autoritære Weyland-Yutani firma, til at springe firmaets rumskib i luften og flygte ud i tomrummet med katten Jonesy.

Alfakvinden Ripley med våben i den ene arm og Newt i den anden.
Alfakvinden Ripley med våben i den ene arm og Newt i den anden.

I James Camerons Aliens er skyggen af fare byttet ud med hundredvis af aliens og endda deres alienmor. Denne tilstedeværelse bringer Ripleys eget modergen frem for at beskytte den forældreløse Newt. I det endelige opgør står Ripley over for alienmoren, og med ordene ”not her, you bitch!” får Ripley reddet Newt og sparket sin fjende ud i det ydre rum.

En heltinde med ben i næsten

Spørgsmålet er så, i hvilken grad Ripleys handlekraft er overlevet i det 21. århundredes heltinder – Tris, Katniss og Bella?

Lige som Katniss lever Tris i et samfund, der er skabt på baggrund af en næsten altødelæggende krig. Fremtidens Chicago har skabt samfundet efter et system, hvor indbyggerne bliver opdelt i personligheder. I dette system findes der fire personligheder, og passer du ikke ind i en af dem, passer du ikke ind i samfundet. Vores heltinde er divergerende, og kan passe ind alle steder. Hun er anderledes, og det er et kendetegn, vi også ser hos Bella og Katniss. De er alle tre unge piger, som ikke passer ind i deres samfund. Bella vælger aktivt sit samfund fra for at blive vampyr. Katniss er en overlever, og hendes personlighed er oprørsk.

Med kærlighed følger spørgsmålet om sex for både Bella og Tris. Twilight er i sin essens en historie om en pige, der gerne vil have sex med sin kæreste, men både film og bøger prædiker afholdenhed. Før efter ægteskabet kan Bella få sig et knald – hvilket udløser en ny rolle for hende da hun bliver gravid og skal være mor. Pudsigt nok betyder graviditeten at hun må lade livet, og kun kan reddes ved at blive vampyr. Bellas ønske om at blive vampyr fuldbyrdes i samme øjeblik, hun bliver mor. For Tris derimod er sex med kæresten et mareridt. Bogstavelig talt. Hun vil gerne vente og foretrækker et platonisk forhold.

Det, der karakteriserer Tris, er, at hun handler. Hvis hun møder modstand eller uretfærdighed, kan hun ikke afholde sig fra at gøre oprør og sige sin mening. Det er samme karaktertræk, vi ser hos Katniss. Til fælles har de deres ungdoms uskyldighed. De har endnu ikke lært, at samfundet er villige til at dræbe dem, der udfordrer systemet. Begge piger har en meget kritisk tilgang til systemet, og stoler ikke på myndighederne.

Tris er den første, der frivilligt vælger at tage  springet ned i mørket.
Tris er den første, der frivilligt vælger at tage springet ned i mørket.

Samtidig er den stærke, handlende kvinde et ekko, der kan føres tilbage til Ripley. Selvom Ripleys feminine kvaliteter bliver mere tilstedeværende i de tre sidste film, så lever hun i en mandsdomineret verden, og det er især hendes maskuline karaktertræk, der redder dagen. Den stærke, handlende kvinde, der kan slå fra sig og bruge våben, går igen i både Ripley, Katniss og Tris.

Man kan både være stærk og forelsket

De tre unge piger i Divergent, Hunger Games og Twilight ændrer og udvikler sig i mødet med genrens forhindringer. De må samle al deres styrke for at overvinde både eksterne trusler og de velkendte udfordringer på tærsklen til voksenlivet. Desværre forbliver Twilight, som Shailene Woodley siger, en film om en patetisk pige, der er parat til at begå selvmord da hendes voldelige kæreste forlader hende.

Fremtidens samfund er i Divergent præget af en indskrænkning af friheden, hvor menneskets naturlige instinkter skal nedkæmpes. Ligesom Katniss i Hunger Games, kæmper Tris mod denne uretfærdighed og stiller spørgsmålstegn ved alt, og modsat Bella er de begge rollemodeller, der giver unge piger et kritisk og reflekteret idol at se op til. Det er kvinder, som både kan finde kærligheden og have ben i næsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *