Anmeldelse
KUSAMA: INFINITY: Ud i den prikkede uendelighed

Af Siri Kastbjerg Andersen

 

De prikkede uendelighedsuniverser danser legende henover skærmen i et sammensurium af farver, former og størrelser, mens Yayoi Kusama læser et digt op om sit eget selvmordsforsøg. I dag er hun en af verdens mest berømte nulevende kunstnere, men det har taget mange års stædighed og en god portion girl power at etablere sit navn i den mandsdominerede kunstverden op igennem midten af 1900-tallet.

Yayoi Kusama har kæmpet hele sit liv. Hun har kæmpet mod traditionerne, kæmpet mod systemet og kæmpet mod sine indre dæmoner. Hun voksede op som vidne til en notorisk utro far og en dybt kontrollerende mor, som arrigt rev papiret væk, når Kusama fordybede sig i sin kunst. Kunstner skulle hun i hvert fald ikke blive, hvis det stod til hendes mor. Men hun havde store planer med kunsten og rejste til New York, hvor hun i mange år kæmpede for at få lov at udstille sine kunstværker.

60’erne og 70’ernes USA var ikke noget velkommende sted for en japansk kunstner, som oven i købet var kvinde. Hun forstyrrede den fredelige verdensorden i kunstkredsene, som primært var befolket af hvide mænd, og måtte se hjælpeløst til, mens etablerede kunstnere som Andy Warhol og Claes Oldenburg kopierede hendes værker og modtog den anerkendelse, hun ikke selv fik.

Dokumentarfilmen Kusama: Infinity fortæller historien om kunstneren, hvis værker er blevet beskuet af over 5 millioner mennesker verden over i løbet af de seneste 5 år. Værkerne bliver til i et studie placeret lige overfor det psykiatriske hospital, hvor hun bor. Yayoi Kusama tror på, at kunst kan gøre verden til et fredeligere sted, og det står som en stærk kontrast til hendes eget liv, hvor kunstarbejdet har gået hånd i hånd med krig, slåskampe, oprør og mental skrøbelighed i årevis. Der er ingen tvivl om, at Kusamas historie er spændende. Men Heather Lenz’ spillefilmsdokumentardebut lever desværre ikke op til den gennemsyrende originalitet, som er centralt for Kusamas liv som kunstner.

Dokumentarens kronologiske fremgang bliver desværre en stopklods for alle kunstneriske overraskelser; fortællingen bliver understøttet af gamle videooptagelser, arkivfotos og interviews med Kusamas kollegaer og venner. Det er i høj grad historien om Kusamas liv, der gør dokumentaren spændende, og ikke præsentationen af den.

I dag er Kusama en af de mest anerkendte nulevende kunstnere i verden, og filmen efterlader en vis respekt for den japanske dame med det ildrøde hår. En hyldest kan man vist roligt kalde Lenz’ portræt, og de kollegaer og venner, som supplerer fortællingen med deres egne anekdoter, har også kun støtte og respekt tilovers for den nu verdenskendte japanske kunstner.

Man kunne have givet dokumentaren en mere personlig og måske mere interessant vinkel, hvis man havde haft et større fokus på Kusamas egne erindringer om sin fortid. Hun lever jo stadig, oven i købet i en imponerende alder af 89 år, så det synes unødvendigt at bygge filmen op som en mindefilm, hvilket dens udtryk sommetider tangerer til.