Anmeldelse
KRUDTTØNDEN: Ufokuseret og forvirrende fortælling om skelsættende terrorangreb

Af Louis Raaschou

Det er blot fem år siden, at to mennesker blev dræbt, og hele Danmark blev rystet i sin grundvold, da først Krudttønden og senere Københavns Synagoge blev ramt af Omar el-Husseins terrorangreb. Først skød og dræbte el-Hussein filmmageren Finn Nørgaard, og dagen efter blev den frivillige vagt, Dan Uzan, andet og sidste afdøde offer for de skelsættende terrorangreb. Instruktør Ole Christian Madsen, som ikke bare var kollega, men også ven til Nørgaard, har nu skabt Krudttønden, der har til formål at bidrage til den nødvendige samtale om og forståelse af tragedien i februar 2015. Det er, uanset hvad man synes om filmen, en modig og beundringsværdig beslutning, for sådanne hændelser må og skal bearbejdes i fællesskab.

I Krudttønden følger vi i tiden op til angrebene de to afdøde, Finn Nørgaard (Lars Brygmann) og Dan Uzan (Adam Buschard), gruppelederen fra Aktionsstyrken, Rico (Nikolaj Coster-Waldau) og gerningsmanden, Omar el-Hussein (Albert Arthur Amiryan). Hoveddelen af filmen skal altså belyse og levendegøre en række af karakterers dagligdag, handlinger og tanker frem mod de skæbnesvangre dage, hvor deres liv sammenflettes og for evigt forandres.

Resultatet af det bliver desværre, at alle fire historier bliver fortalt alt for overfladisk, og man står tilbage med et ekstremt fragmenteret og fladt forsøg på en multiplotfortælling. Det er forståeligt, at man ønsker at centrere historien omkring de to afdøde ofre, men når man på lidt over 100 minutter samtidig vil afdække en betjents professionelle og personlige kamp og gerningsmandens baggrund og motiv, kommer man aldrig rigtigt ind på livet af karaktererne.

Imens portrætteringen af Dan Uzan fremstår uinteressant og uden nogen dybere mening, stikker Finn Nørgaards fortælling i alt for mange retninger, og det er umuligt at tyde, om han brænder mest for sin film om paralympiske atleter, sine holdninger til ytringsfriheden, eller at redde sit forhold til kæresten Janne (Sonja Richter). Man formår heller ikke at udnytte æstetikken til at skabe sympati for eller indsigt i karaktererne, og det stilistiske udtryk fremstår uinspireret, og til tider mere forvirrende end fokuseret, hvilket bare bidrager til den manglende klarhed.

Krudttønden har dog pletvist gode øjeblikke. Nicolaj Coster-Waldau, giver prøver på sine fremragende skuespilsevner som AKS-lederen Rico og formår virkelig at udtrykke karakterens indebrændthed og iver – for eksempel da Rico får besked om, at hans udløbsdato som elitesoldat er overskredet, og han påbegynder en indædt træning for at kunne blive i den profession, der er det eneste tilbageværende holdepunkt i hans liv.

Den spillefilmsdebuterende Albert Arthur Amiryan lykkes i store dele af filmen, særligt når han fremstår ekstremt fåmælt og indelukket, på flot vis med at indkapsle Omars længsel efter tilhør og frustration. Hans blik, mimik og tøvende udstråling er virkelig med til at udtrykke den indre konflikt, som Omar kæmper med, særligt i de mørke scener på hans barneværelse i moderens lejlighed.

Der er samtidig enkelte scener, hvor den dvælende billedside og dunkle æstetik giver filmen noget tiltrængt kreativ dybde. Havde Rico og Omars to handlingstråde været prioriteret højere kunne der, i samspil med en større grad af kreativ ambition og mod, være potentiale for at skabe en mørk og dyster fortælling, der både stilistisk og karaktermæssigt ville udvise mere dybde, end det er tilfældet med Krudttønden.

Ole Christian Madsen og hans hold har helt sikkert haft de bedste intentioner og forsøgt at formidle en tragisk, men samtidig meget vigtig del af dansk historie. Man har dog taget munden for fuld og ender med et resultat, der forsøger at berøre for mange karakterer og emner. Terrorangrebene i København var skelsættende for danskernes selvopfattelse, og vores syn på hele verden, men Krudttønden står desværre tilbage som en fragmenteret fortælling, der savner fokus og præcision.

Kommentarer