KROP OG SJÆL: Ikke så meget sjov

Af Thomas Hasse Therkildsen

Krop og sjæl bliver markedsført som en komedie. Det er ikke en komedie.

Filmen indeholder to historier, der væves sammen gennem hovedpersonens spiseforstyrrede datter. Hovedpersonen er drabschef. Han er følelseskold, og med denne mangel har han fremmedgjort sig for sin datter. Hun indlægges. Den clairvoyante psykiater, der behandler hende, er filmens anden hovedperson.

Temaet er mørkt, og de små komiske elementer, som filmen gør brug af, er svære at gennemskue. Det er ikke svært at forstå dem som humoristiske, men, om de er til for at lovprise eller parodiere, er uklart. Den clairvoyante danser rundt og opfører sig fjollet for de skadede piger. Hun er overdrevet og føles som en karikatur. Men hendes behandling hjælper, og hendes baggrund er utrolig trist.

Det sørgelige overskygger med andre ord det sjove, og humoren føles malplaceret. Det forstyrrer!

For filmen indeholder også en direkte samfundskritik, som er meget mere værd end den humor, som prøver at nedtone kritikken. Drabschefen undersøger et spædbarnsmord på et offentligt toilet – en desperat pige har udført en sen abort på sig selv.

ANMELDELSE AF:
Krop og sjæl

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Malgorzata Szumowska

LAND:
Polen

I en scene hvor overlægen, drabschefen og den clairvoyante er til stede, udfoldes denne flersidig samfundskritik. Drabschefens titel giver ham indflydelse. Overlægen slikker hans røv. De er kolde og fordømmer pigen, der dræbte sit barn. “Det ville nok ikke være sket, hvis abort var tilladt” siger den clairvoyante.

Denne scene er stærk og klar – den giver filmen karakter. Den trækker den fra kedelig komedie til tragedie. For det er filmens egentlige tema – sorg. Datteren og drabschefen er utroligt triste karakterer, og det er den clairvoyante også.

Men den når aldrig at brænde igennem! Kritikken punkteres af dårlig satire på de folk, som prøver at hjælpe. Det samme gør den sørgmodige stemning. Filmen ender midt i mellem at være kedelig og sjov – sørgelig eller til grin.

Hvis bare den var pæn, men farven af beton overvælder størsteparten af billederne i filmen. Krop og sjæl føles som en skulptur skabt af to kunstnere – den ene retter den andens fejl, og den anden fjerner rettelserne.

Hvis bare den turde mere!

Filmen har sine friske pust af egentlig karakter og vilje. Men det er med en blandet smag i munden, at den slutter, hvilket den tog sig alt for lang tid om at slutte.

Kommentarer