I SYRIEN:
Krigens terror bag hjemmets fire vægge

Inde bag en barrikaderet dør i en lejlighed i Damaskus gemmer to familier sig fra den omkringliggende borgerkrig i Syrien. Gården til lejligheden er overvåget af en snigskytte, der skyder på stort set alt, hvad der vover sig ud i det fri. Da familierne er fanget i lejligheden, udfolder filmen sig som et kammerspil, hvor de primære udfordringer er at dosere de små rationer af vand og føde, der er tilbage. Selvom det kan lyde forholdsvis hverdagsligt og udramatisk, er I Syrien mere intens end så mange andre krigsfilm, hvor krigshandlinger og slagmarken har en mere fremtrædende rolle.

For I Syrien er netop ikke en krigsfilm, det er en film om krig – et realistisk portræt af krigens rædsler.

Grundstemningen i lejligheden er rædsel og meningsløshed. Familiens matriark forsøger insisterende at skabe en normal hverdag og konstant forsikre om, at krigen snart vil være ovre. Det er dog tydeligt for enhver, at en snarlig frelse har lange udsigter. Bomber, snigskytter og fritgående voldtægtsmænd bliver i løbet af filmen en del af trusselsbilledet. Man får en fornemmelse af den klaustrofobiske følelse ved at være fanget i lejligheden, ikke mindst i kraft af en gennemført lydside, hvor bomberne springer med en invaderende og forstyrrende vilkårlighed.

Meget overbevisende skuespilpræstationer formidler filmens desperation og håbløshed med stort nærvær og psykologisk troværdighed. Små subtile karaktertræk skildrer de følelsesmæssige konsekvenser af krigen: bedstefaren, der tomt kigger ind i bogreolen og febrilsk ryger sine cigaretter. Husstandens baby, der er begyndt at holde op med at græde ved lyden af de højlydte eksplosioner. Babyens mor, der nærmest rituelt kigger på billeder fra hendes bryllup og tydeligvis drømmer sig tilbage til lysere tider.

Da det senere i filmen lykkes for nogen at komme igennem dørens barrikade, eksploderer filmens intensitet med samme kraft, som de bomber man har hørt. Uden at spoile for meget, eller gå ind på de groteske detaljer, kan man blot sige, at Gaspar Noés Irreversible (2002) nu har en værdig konkurrent til en af de mest ubehagelige voldtægtsscener i film.

Filmen er ikke for sarte sjæle, men det er en exceptionelt effektiv og medrivende film, der bevidstgør tilskueren om, hvordan det føles at leve i en krigszone. Budskabet er da heller ikke til at tage fejl af: tusinder – hvis ikke millioner – af civile gemmer sig bag lukkede døre i Syrien, mens brutal krig hærger udenfor. Der er ikke noget unikt ved de to familiers skæbner i lejligheden.

I Syrien er en “feel-bad film”, der har potentialet til at ødelægge din dag. Spørgsmålet er om film, der har som formål at skildre krigens rædsler, netop ikke også har det som deres fornemmeste opgave.