Kostskolefilm og kampen mod systemet

Af Signe Lilja

Hvis man ligesom mig har en svaghed for skoleuniformer, er man heldig. Udover Lone Scherfigs premiereaktuelle The Riot Club (hvor castet virkelig har udseendet med sig) er der lavet et hav af film, der med kostskolen som ramme fortæller om unge menneskers søgen efter frihed, kærlighed eller en plads i samfundet.

Tænk på alle de amerikanske high-school film, hvor outsideren skal finde sin plads i myldret af stereotype kliker. Nogle af de mest anbefalelsesværdige er Fast Times at Ridgemont High (1982), Dazed and Confused (1993), Clueless (1995) og selvfølgelig John Hughes udødelige klassikker The Breakfast Club fra 1985. Selvom High-school filmen kan levere dyb indsigt i, hvad det vil sige at være ung, bliver den hurtigt en undergenre til komedien, mens kostskolefilmen tit leverer størrere drama med mere på spil.

Den største forskel på high-school-film og kostskolefilm er selvfølgelig, at eleverne bor på skolen og altså ofte ikke har kontakt til omverdenen. Således bliver kostskolen et lille lukket samfund, der har sit eget sæt af love og regler for, hvordan man opfører sig. Kostskolefilmens omdrejningspunkt er ofte ’den nye elev’, der på en eller anden måde udfordrer de særegene love, der enten er fastsat af skolens lærere eller måske i højere grad af eleverne selv. ’Den nye elev’ kommer ofte fra et andet socialt lag, har en anden religion eller et andet værdisæt end de elever, der allerede bor på skolen.

Ondskab (2003) af Mikael Håfström, som er adapteret af Jan Guillous selvbiografiske roman af samme titel, er måske et af de bedste eksempler på en kostskolefilm hvor ’den nye elev’ gør oprør mod de den etablerede orden. Den 16 årige Erik (Andreas Wilson) kommer fra et voldeligt skolemiljø og et endnu mere voldeligt hjem, hvor han får tæsk af sin stedfar.

Efter at være blevet smidt ud af skolen, kommer han på en kostskole for de velhavendes børn. Han er klar til at gribe muligheden for at lægge sit liv om, men på skolen eksisterer et stærkt autoritært hierarki, som er styret af skolens ældre elever. Erik har med sin stærke personlighed svært ved at indrette sig efter dette, og vælger at sætte sig op mod den systematiske terror.

Det resulterer i, at han bliver trukket længere og længere ned i en spiral af vold og ondskab. Erik får til sidst sin hævn, men det er ikke uden konsekvenser. Det er en hård, men fantastisk film, der virkelig viser, hvordan en kostskole kan have særegne regler, men også hvordan en ung mand må træffe store valg og dermed udvikle sig fra barn til voksen.

I samme åndedrag som Ondskab kan man måske nævne den nu til dags mindre kendte Guldpalmevinder If…. (1968) af Lindsay Anderson. Det er en ret syret film, der foregår på en engelsk kostskole og centrerer sig om Mick, spillet af Malcolm McDowell i sin første filmrolle, der ligesom Erik bliver terroriseret af de ældre elever på skolen. Mick og hans to venner får også nok, og i filmens sidste drømmeagtige sekvens finder de en masse maskinpistoler. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

School Ties (1992) og Chariots of Fire (1981) er to meget forskellige film, hvor fordomme om religion skiller de unge mennesker ad. Kvalitetsmæssigt ligger de to film milevidt fra hinanden, og burde slet ikke nævnes i samme sætning. School Ties foregår i 1950’erne og handler om den David fra den jødiske arbejderklassen, der kommer til en kostskole i Massachusetts. Her finder han hurtigt ud af, at de andre drenge har stærke fordomme mod jøder, hvilket får ham til at skjule sin religion. Han bliver også beskyldt for eksamenssnyd af overklassedrengen Charlie.

Hvor plottet på flere punkter svigter, vinder filmen på et fantastisk cast, der bl.a. indbefatter den purunge Brendan Fraser, Chris O’Donnell, Matt Damon og Ben Affleck. Chariots of Fire vandt en Oscar for bedste film i 1981 og foregår ikke udelukkende på en kostskole, men handlingen starter dog på Cambridge University i 1919. Her møder den kristne Eric Liddell og den jødiske Harold Abrahams hinanden. De bliver begge konkurrenceløbere. Og ved OL i 1924 overvinder deres kærlighed til sport og respekt for hinanden deres trosforskelle.

Når man har sagt A, må man også sige B. Så man kan ikke nævne kostskolefilm uden også at komme ind på Dead Poets Society (1989). I denne film er det ikke ’den nye elev’, men i højere grad ’den nye lærer’, der udfordrer skolens system. I filmen følger vi den nye dreng Todd (Ethan Hawke), der bliver venner med en gruppe mere eller mindre ambitiøse drenge på den prestigefyldte kostskole Welton Academy i 1959.

Til årets første engelsktime bliver de overraskede over de uortodokse undervisningsmetoder, deres nye lærer John Keating (Robin Williams) gør brug af. Han beordrer dem til at rive introduktionen ud af deres poesibøger, som viser en matematisk formel til anvendelse af vurdering af poesi. Da Keating opfordrer drengene til at ”gøre deres liv ekstraordinært” og ”gribe dagen”, er det kun begyndelsen. Det er ikke metoder skolens bestyrelse synes om, men Keatings undervisning viser sig uvurderligt for drengene, der opdager, at der er mere i livet end at sidde med hovedet i en lærebog.

Kostskolerne er dog ikke altid strenge, firkantede og hierarkiske institutioner. En af de mest elskede skoler i filmhistorien er Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandskab, hvor Harry Potter-filmene foregår. Her bliver kostskolen et nyt, bedre og friere hjem, hvor det er udefrakommende kræfter, der truer.

På samme måde er det i den engelske crazy komedie St Trinian’s (2007). Det er faktisk den sjette film i en række baseret på værker af tegneren Ronald Searle, som startede allerede i 1954. Filmen omhandler den deprimerede, almindelige Annabelle, der bliver smidt ind på St Trinian’s kostskole for unge damer. Hun bliver dog overrasket over den fuldstændig anarkistiske mangel på orden, de ukontrollerede piger og den excentriske forstander Camilla – spillet af skuespilleren Rupert Everett. Annabelle bliver dog meget glad for skolen, og da den trues med nedlukning, går alle pigeklikerne sammen om at redde den.

Udover The Riot Club er den nyeste tilføjelse til kostskolefilmgenren den ukrainske The Tribe (2014). Ligesom i Ondskab ankommer den nye elev Sergey (Grigory Fesenko) til en kostskole, hvor han må kæmpe en voldelig kamp for at blive accepteret af de ældre elever. Der er bare den store forandring, at skolen er for døvstumme, og hele filmen er på tegnsprog. Derfor forbliver filmen ikke bare en klassisk kostskolefilm, men kommer i højere grad til at omhandle, hvordan unge mennesker kommunikerer og forstår hinanden.

Det er altid interessant at se, hvad der sker med unge mennesker, når de – måske for første gang – skal væk fra familiens trygge (eller utrygge) faste rammer og stå på egne ben. Det bliver ofte fortællinger om minoriteten mod systemet, hvor moralen ligger i, at selvom man kommer fra forskellige samfundslag/klasser eller har forskellig religion, er vi alle unge mennesker med en drøm om at få det bedste ud af livet.

Det kan også være historier om kampen mod samfundets forestilling om, hvad læring er. Man behøver ikke nødvendigvis lære de vigtige ting i livet ved at side stille og læse i en bog. Om det så er den anarkistiske St. Trinian’s skole, der skal vise os det, eller Robin Williams, der skal stille sig op på et bord og prædike om ’carpe diem’, skal verden nogle gange ses fra et andet perspektiv end det lille skrivebord, man er blevet placeret ved.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *