KORSVEJEN: Blå Mandag, Langfredag

Af Joachim Morre 

En korsvej kan som bekendt være stedet, hvor man må vælge mellem forskellige retninger. Men ingen tvivl om, at filmens titel først og fremmest henviser til ”korsets vej”, Via Dolorosa. Den vej der fører gennem Jerusalems centrum og ifølge traditionen er Jesus’ lidelsesvej fra Pilatus til Golgata. Samme tradition opregner 14 tableauer eller stationer, hvor Jesus møder forskellige mennesker eller situationer på sin smertensvej.

Samme 14 tableauer danner i filmen rammen om den unge Marias hverdagslige kamp for at leve op til de fundamentalistisk-katolske retningslinjer, der rituelt efterleves af hendes bagland, hendes familie. Korsvejen behandler emner som spiritualitet, opdragelse og identitet og forholder sig solidarisk til dens hovedpersons stærke religiøse overbevisning.

Korsvejen i Marias liv er overgangsritualet;  konfirmationen, som de 14 kapitler viser begivenhederne omkring. Begivenhederne udspiller sig rituelt indenfor statiske tableauer, der nøgternt observerer filmens karakterer i vedholdende one-takes. De lange tableauers tilbagevendende konformitet og stramme form fungerer som en tydeliggørende ramme om Marias strenge, selvfornægtende levevilkår.

ANMELDELSE AF:
Korsvejen

ORDET SYNES:

4-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Dietrich Brüggemann

LAND:
Tyskland

Et tema og et velvalgt formsprog, der leder tankerne tilbage imod film nummer to i østrigske Ulrik Seidls anmelderroste Paradis Trilogi, Tro Tableaustilen dyrkes i øvrigt også gennemgående i en anden biografaktuel film, nemlig den svenske instruktør Roy Anderssons guldløvevinder En due sad på en gren og funderede over tilværelsen.

I den nutidige udgave er fjortenårige Maria filmens frelserskikkelse, og hendes helligste mål er at frigøre sin fireårige lillebror fra hans handicap – hans stumhed (en lidelse, som Jesus i øvrigt helbreder flere gange i Det nye Testamente), der i filmens fortælling diagnosticeres til autisme.

I filmens første scene undervises de spirende konfirmander i fænomenet selvopofrelse: en disciplin der vil sikre dem Guds ubetingede kærlighed og et efterliv i himmelen. Da Maria lærer, at det er muligt at ofre sig på andres vegne, beslutter hun sig for at demonstrere sin uforbeholdne kærlighed til sin Gud og sin næste (hendes lillebror).

De sociale og personlige konsekvenser, der opstår på korsvejen imellem den moderne verden og en fundamentalistisk religiøs overbevisning, skildres glimrende i et gennemgående velskrevet manus. Korsvejen polemiserer de to verdener, men forholder sig stadig solidarisk til hovedpersonens spirituelle overbevisning.

Selvom den fundamentalistiske mor tildeles en entydig tyranrolle og den moderne verdens repræsentanter, den velmenende klassekammerat Christian, idrætslæreren og lægen, indtager sympatiske karakterer, flirter filmen fortsat med eksistensen af det spirituelle.

Uden at ville fremstå som jordbunden betonrealist, er filmen dog stærkest, når den behandler de hverdagslige nedslag i Marias liv. Som når den jævnaldrende Christian vil have hende med til kor og hun med mådehold må tage sine religiøse forbehold. Maria bestræber sig på at forene hendes to virkeligheder: den moderne verden med alle dens fristelser og hendes religiøse overbevisning. I Marias tilfælde er disse virkeligheder ikke kompatible og Gud får altid det sidste ord.

Korsvejen udforsker den fundamentalistiske religiøsitet med en gennemført stilistisk renhed, der giver plads til filmens problemstillinger, fordybelse og glimrende manuskript. Temaet er stærkt, men stil og fortælling ender med at være en smule forudsigeligt for tilskueren, der på forhånd kender Korsvejens endestation og efterhånden, som filmens skrider frem, har forstået den præmis, som de tilbagevendende tableauer opstiller.

Kommentarer