KOLOS PÅ LERFØDDER:
Britisk dramedy med noget på hjerte

Af Sofie Katrine Johansen 

Det er sjældent, at en film virkelig overrasker. Ofte sidder man efter de første 10-15 minutter med en god fornemmelse for, om man skal se et mesterværk, en middelvare eller noget rigtig lort. Men sådan er det ikke med Kolos på lerfødder, der på bedste vis kradser sig længere og længere ind i varmen i løbet af sine beskedne 89 minutter. Det er ikke, fordi den bringer noget nyt til det efterhånden velkendte repertoire af britiske film, der blander det sure med det søde, men fordi den gør det så satans godt.

 

Ted Wallace (Roger Allam) er ikke en mand, der vækker umiddelbar sympati. Han er grov, ubehøvlet og lapset med en jobbeskrivelse, der bedst kan betegnes som “tidligere digter — nu professionel alkoholiker”. Efter at være blevet fyret fra sit teateranmelderjob møder han datteren (Emily Berrington) til en gammel bekendt. Hun har tidligere været ved at dø af kræft, men er efter et besøg på Swafford Hall, et gods der tilhører Teds ældste ven (Matthew Modine), i bedring. Ted drager derfor mod betaling — man er vel en fattig eks-digter — til selvsamme gods for at undersøge en række uforklarlige mirakler.

 

Kolos på lerfødder er baseret på en roman af den britiske komiker Stephen Fry, som nogen måske bedst kender fra V fra Vendetta (2005) eller fortællerstemmen i The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy (2005). Fry’s humor er sort og til tider galgenhumoristisk, hvilket giver filmen en mørkere og mere sjofel tone end mange andre britiske komedier. I en af filmens sjoveste scener må Ted køre sit gudbarn, David (Tommy Knight), på hospitalet efter et mildest talt mislykket seksuelt møde, og på hospitalet er lægen mere end hurtigt til at dømme Ted som den, der har begået fortrædeligheden. Det er tilpas over grænsen til at være morsomt, især efter at have stiftet bekendtskab med Teds grovkornede personlighed. Den konstant seksuelle understrøm, skal nok få nogen til at rynke på næsen, men for det meste bliver det dog leveret med en god portion selvironi og kærlighed til sine karakterer. Som når Davids mor, Anne (Fiona Shaw), lige dele urolig og underholdt fortæller Ted, at David til et middagsselskab sidste weekend spurgte et nyligt valgt MP (member of parliament): “hvilket dyr tror du har den længste penis?”. 

ANMELDELSE AF:
Kolos på lerfødder

ORDET SYNES:

PROD. ÅR:
2017

INSTRUKTØR:

John Jencks

LAND:
UK

Hele castet er utrolig veloplagt, og særligt Roger Allam får mulighed for at brillere som Ted. Han får solid støtte af Fiona Shaw (Harry Potter-serien), Ian McInnery (Notting Hill) og Matthew Modine (Stranger Things), hvor især Ian McInnery, som den flamboyante teaterinstruktør, Oliver, virker til at have en fest i Stephen Fry’s finurlige univers.

 

Kolos på lerfødder er ikke din “standard” britiske overklassekomedie. Det er i stedet en fortælling om mirakler og vores behov for at føle os sete og betydningsfulde. Den vinder, fordi den formår at blande humor, herlige karakterer og en bemærkelsesværdig evne til at snige livets alvor ind som en pose guldkarameller. Alt imens vi hepper på den mest usympatiske, omend elskelige, karakter, der for længe siden burde have fået et los i røven, men som i stedet ender som helten i en fortælling om (selv)bedrag og mirakler. Måske skulle man begynde at drikke noget mere whiskey?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *