KOLLEKTIVET: Jagten efter festen

Af Peter Christian Rude

I Thomas Vinterbergs hovedværk, Festen (1998), hvor en række ubehagelige hemmeligheder blev afsløret til en 60-års fødselsdag, dannede familien ramme for det store personlige drama. Det er også tilfældet i hans nyeste film, Kollektivet, hvor der imidlertid er tale om en slags storfamilie, nemlig bofællesskabet. “Du vælger selv din familie”, lyder filmens undertitel, og hvis Festen portrætterede en yderst dysfunktionel familie, er Kollektivet en refleksion over, hvordan man får et fællesskab til at fungere.

Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm, der spillede overfor hinanden i den førnævnte dogmeklassiker, genforenes på det store lærred som ægteparret Erik og Anna. Han er professor, hun er tv-vært, og sammen har de en fjortenårig datter. Erik arver faderens store villa, og selvom han er opsat på at sælge sit barndomshjem til den højest bydende, taler Anna ham fra det. Hun længes bort fra deres lidt kedelige borgerlige tilstedeværelse, og vil etablere et kollektiv i huset. Et galleri af skæve eksistenser, eller spændende mennesker, som Anna selv kalder dem, introduceres. Det stærke fællesskab sikres af middage, fester og husmøder, hvor den daglige drift af kollektivet samt beboernes ve og vel diskuteres. Samhørigheden bliver dog sat på prøve, da Erik falder for en ung studine, der siden flytter ind.

Kollektivet er baseret på et skuespil af samme navn, som Vinterberg var med til at skrive og instruerede. Det skinner tydeligt igennem, og filmen skal ses for dens skuespilpræstationer, skønt nogle er mere interessante end andre. Mens Ulrich Thomsen i bedste Mads Mikkelsen-stil skiftevis brummer, stønner og råber, fascinerer Trine Dyrholm som kvinden, der ender med at blive offer for det frisind, hun selv flirter med. Ligeledes er det en fornøjelse at se Magnus Millang (bedst kendt for comedyserien Danish Dynamite) som Steffen, en parodi på 70’erne. Bebrillet og altid klædt i hæslige sweatere føler og mærker han sig gennem livet.

ANMELDELSE AF:
Kollektivet

ORDET SYNES:4-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Thomas Vinterberg

LAND:
Danmark

Noget kynisk bruges Steffens barn, en lille syg dreng, som et billede på altings forgængelighed. Lægernes dom, som drengen hyppigt gentager, lyder, at han ikke vil nå at fylde ni år. På samme måde er kollektivet som projekt dødsdømt fra begyndelsen. Intentionerne var gode, men hvad der skulle styrke kærligheden og sammenholdet i den lille familie, får den modsatte effekt. Billedsproget bliver ikke mere elegant i slutningen af filmen, hvor en opvaskemaskine og en kassetteafspiller indvarsler den nye tidsalder. Nu vasker man ikke længere op sammen, ligesom musikken bliver noget, man lytter til for sig selv.

Vinterberg voksede selv op i kollektiv, hvor han oplevede, at den solidaritet, der havde præget samlivet i 70’erne, gradvis blev undermineret af 80’ernes individualisme og frihedsfølelse. En udvikling, som instruktøren mener forsættes i vor tid, hvor de sociale medier får lov til at erstatte de fysiske fællesskaber. Filmen er i den forstand en hyldest til fællesskabet, en længsel efter de tabte værdier, omend den aldrig er blind i sin nostalgi. En generation bliver skildret på både godt og ondt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *