Anmeldelse
KOKO-DI KOKO-DA: Parterapi gennem tortur og død

Af Martin Lundgaard Pedersen

Bearbejdning af sorg og tab kan løses på mange måder. Nogle drikker sig fulde, andre tager skyklapper på for at kunne fortsætte den travle hverdag, og nogle helt andre, ja, de tager på telttur i skoven, hvor de bliver torteret, mishandlet og dræbt af mystiske, sadistiske mennesker. Og nå ja, så vågner de op dagen efter for at gennemleve det hele igen og igen og igen.

Det svensk-danske drama Koko-di Koko-da centrerer sig om parret Elin (Ylva Gallon) og Tobias (Leif Edlund), der i et desperat forsøg på at overkomme tabet af deres fælles datter vælger at tage på telttur. Traumet har sat tydelige spor i parforholdet, og hver enkelte dialogudveksling illustrerer tydeligt den blodfejde, der har præget den skyldsbetyngede og usunde relation de sidste tre onde år. Da Elin vågner brat med en frygtelig tissetrang og forlader teltet, toner tre mystiske skikkelser pludselig frem i skovens mørke. Ledet af en velformuleret, sofistikeret og sadistisk mand med solhat (Peter Belli), begynder en høj kvinde, en glubsk hund samt en gigantisk mandeskikkelse at terrorisere og tortere parret til døde.

Hver gang parret bliver dræbt, vendes der tilbage til en ny start af teltturen. Tobias vågner hver gang som fra et mareridt og kan derved huske, hvad de blev udsat for i forrige dødsscene. Koko-di Koko-da udvikler sig til en regulær blanding af Funny Games (1997) og Groundhog Day (1993), hvilket uden tvivl er en interessant konstellation. Præmissen, hvor samme situation gentages adskillige gange med nyt input hver gang, bliver dog hurtigt for meget eksposition og for lidt subtilitet. Man har simpelthen forstået pointen så hurtigt, at hver nye gentagelse af voldsorgierne føles som, ja, en decideret gentagelse.

Peter Belli er fremragende som en velklædt bøddel. Trods karakterens relativt ensidede og ondskabsfulde intentioner formår han at puste et finurligt og komisk element ind i replikkerne. Det får virkelig hårene til at rejse sig på beskueren, som bringers ind i det børneinspirerede voldsunivers, Johannes Nyholm har kurateret gennem sin instruktion. Navnet Koko-di Koko-da stammer fra en svensk børnesang, og filmen excellerer da også når barnlige elementer inddrages. Et af højdepunkterne tæller eksempelvis brugen af et skyggespil med dukker, der på fornem vis illustrerer tabet af et barn for det svenske par.

Johannes Nyholm har, udover at instruere, selv produceret, skrevet og sågar klippet filmen. Det er beundringsværdigt, og det skinner da også klart gennem skovens mørke, at den svenske instruktør er inspireret af de helt store auteurs. Koko-di Koko-da minder på mange punkter om volds-voyeuristiske mesterværker såsom Stanley Kubricks A Clockwork Orange (1971) og førnævnte Funny Games (1997) af Michael Haneke. Det er en fordel og en ulempe. Flere af de bedste elementer i Nyholms voldskomedie minder om de bedste træk fra nestorernes filmrepertoire, men manglerne bliver derved også ekstra tydelige. Man savner konstant subtiliteten, nytænkningen og det millimeternøjagtige narrativ, Kubrick og Haneke er berømte for.

Når det er sagt, så er det fremragende at være vidne til den nytænkning og innovation, der momentvis dukker op i skyggespillet mellem træerne, lygterne og blodet, der flyder fra parrets åbne sår.

Kommentarer