OUR KIND OF TRAITOR: Godt potentiale bliver til endnu en spionfilm

Af Ida Helene Rovsing

Etiske spørgsmål cirkulerer rundt i Our Kind of Traitor, som en ballerina cirkulerer rundt i en piruette på sin scene. Baseret på John le Carrés roman af samme navn, sætter instruktør, Susanna White, nyt lys på, hvad der er godt og ondt i denne dramatiske thriller. Men vil denne Svanesøen af en spionfilm have en vellykket ende?

Vi begynder i Marokko, hvor en britisk poesiprofessor, Perry Makepeace (Ewan McGregor), er taget på ferie med sin kone, Gail (Naomie Harris), for at pleje deres ægteskab, efter at den kære professor har været konen utro med en tidligere elev. Mens alt langt fra er fryd og gammen, falder Perry en aften i snak med Ruslands grand mafioso og pengehvidvasker, Dima (Stellan Skarsgård). Dima forstår hurtigt at lokke Perry ind på den kriminelle scene, da han beder Perry om hjælp til at overdrage tophemmelige informationer videre til den britiske efterretningstjeneste. Idet Perry overleverer informationerne til den hensynsløse MI6-agent, Hector (Damian Lewis), kan hverken Perry eller Gail vende om.

Parret bliver svunget frem og tilbage mellem den russiske mafia og den britiske efterretningstjeneste i forsøget på at redde Dimas familie og Englands økonomi. I et plutokratisk magtspil, hvor politikere og prinser er de korrupte bad guys, og hvor de kriminelle og umoralske mænd er ”mænd af ære”, sættes balletten i gang.

Balletmester, Susanna White, har skabt en eksotisk scenografi, hvor hun tager os fra Marokko til Moskva, fra Paris og hjem igen til London. Ikke engang James Bond kan hamle op med antallet af sceneskift i denne film. Hertil skal fotograf, Anthony Dod Mantle, have stor ros. Hans idylliske billeder tager en simpel actionfilm op på et højere niveau og opfanger stemningen fra hver location.

ANMELDELSE AF:
Our Kind of Traitor

ORDET SYNES:

3-stars

PROD. ÅR:
2016

INSTRUKTØR:

Susanna White

LAND:
England

For Ewan McGregors vedkommende, filmens svaneprinsesse, er dette derimod ikke tilfældet. McGregors skuespil, hvor han prøver at fremstå som den ”relaterbare” helt, mislykkes fatalt. For selvom Perry er filmens helt, og hans efternavn endda er ”Makepeace”, så bliver McGregors skuespil hurtigt ironisk. Især når hans karakter inde for filmens første 15 minutter går fra at være en mand, der har taget coke og har været ved at være sin kone utro – igen –, til pludselig at blive beskrevet som en sjælden hædersmand. McGregor ender med at snurre forvirret rundt på scenen i et forsøg på at danse ballet.

Til gengæld er Damian Lewis perfekt i rollen som den følelseskolde MI6-agent. Til tider bliver han faktisk så kynisk, at man tager afstand fra ham og i stedet lægger ens emotionelle investering over på filmens egentlige stjerne.

For i virkeligheden er det hverken McGregor eller Lewis, der besidder det ægte talent på denne scene. En svensker, der spiller en russer, kunne hurtigt være gået galt, men Stellan Skarsgård får det til at se let ud, da han excellerer og stjæler rampelyset fra de andre. Vigtigst får han os til at føle med en uetisk, kriminel.

Our Kind of Traitor er en god film at tage ind og se, hvis man er i humør til en actionfilm, hvor de onde er gode, og helten er upålidelig. Men at sammenligne filmen med Svanesøen, det har måske været så meget igen. Trods det gode udvalg af skuespillere så fremstår visse af karaktererne utroværdige, og filmen bliver derfor bare endnu en god actionfilm.

Kommentarer