KENJI MIZOGUCHI: Fem essentielle film

Af Oscar Pedersen

D. 24. august 1956 gik den japanske instruktør Kenji Mizoguchi bort i en alder af 58 år. Trods den forholdsvis tidlige død, nåede Mizoguchi at instruere næsten 90 film. Især i begyndelsen af 1920’ernes stumfilmsperiode arbejdede Mizoguchi i et arbejdstempo, der tillod ham at instruere mere end ti film om året. Størstedelen af disse film er dog gået tabt og kun 31 af Mizoguchis film er endnu bevaret.

Mizoguchi lavede hovedsageligt historiske kostumedramaer, men også en række samtidsfilm. I begge tilfælde er det politiske melodramer, hvor den ofrende kvinde tynges ned af samfundets patriarkalske konventioner. Hun begår sig i en kynisk verden, der inddeler, udelukker, trykker ned, løfter op og forsøger at reducere hende til et passivt offer. Det er sorgfulde film, fortalt i lange indstillinger med et kamera, der virtuost bevæger sig rundt. De glidende, smukke bevægelser står ofte i kontrast til den brutale fortælling. Mizoguchis film balancerer mellem det smukke og det grimme, det guddommelige og menneskelige, livet og døden.

Det er ofte sine senere værker, eksempelvis Ugetsu Monogatari (1953) og Sanshō Dayū (1954), Mizoguchi forbindes med. Dette skyldes til dels, at japansk film først brød igennem til den vestlige verden i 1951, da Akira Kurosawas Rashomon (1950) vandt guldløven til Venedig Filmfestival. Pludselig strømmede samtidens japanske film ud over landegrænserne og allerede året efter begyndte Mizoguchi selv at vinde priser til udenlandske filmfestivaler. Med filmhistorikeren André Bazin i front hylede det franske filmmagasin Cahiers du Cinéma også den japanske instruktør for sit elegante filmsprog, ”The beauty (…) reaches us with delay, like that of light from distant stars”, som Bazin skrev i 1955. Mizoguchis popularitet dalede dog i løbet af 1960’erne og det var først i midten af 1970’erne, at hans førkrigstids-film blev vist i en retrospektiv serie for et vestligt publikum. Skønt ikke at være ligeså alment kendt som sine japanske kollegaer Yasujirō Ozu og Akira Kurosawa er Mizoguchi en af de centrale figurer i japansk film – eller som Jean-luc Godard har udtalt: ”quite simply, one of the greatest of filmmakers.

Her, 60 år efter den store instruktørs død, vil Ordet mindes Mizoguchi ved at anbefale fem essentielle film. At udvælge fem film ud af et så stort bagkatalog af mesterværker var en udfordring. Udover de film noteret i listen herunder, er følgende film også anbefalelsesværdige: The 47 Ronin (1941), Women of the Night (1948) Life of Oharu (1952) og Street of Shame (1956).

 

Osaka Elegy (1936)

OSAKA Mizoguchis første seriøse udspil, ifølge instruktøren selv. FOTO: MUBI

Den unge Ayako (Isuzu Yamada) indleder en affære med sin arbejdsgiver for at kunne betale sin fars gæld og støtte sin brors studieafgifter. En affære hun naturligvis må holde hemmelig for sin familie og ikke mindst sin kæreste. Som omstændighederne spidser til, bliver det vanskeligt for Ayako at skjule sandheden. I 1936 havde Mizoguchi allerede instrueret mere end 50 film. Alligevel viskede han tavlen ren og erklærede, at det var med Osaka Elegy, han havde fundet sin personlige, kunstneriske stemme. Med teknisk- og dramaturgisk innovation viser Mizoguchi de moralske grubler Ayako må bære på, for at løse familiens problemer og ikke miste dem hun holder nært.

 Sisters of Gion (1936)

Gion

Frihed sættes overfor social status i Sisters of the Gion. FOTO: Taste of Cinema

Sisters of the Gion følger den usentimentale og selvstændige Omocha (Yamada) og hendes mere traditionsbundne og lidt naive søster Umekichi (Yoko Umemura). Søstrene arbejder som geishas i arbejderdistriktet Gion, men forsøger ihærdigt, på hver deres måde, at bevæge sig op i det sociale hierarki.

Filmen anses for at være Osaka Elegys sidestykke. Begge film udkom i 1936, begge har Yamada i hovedrollen, og skønt de ikke foregår i samme miljø, undersøger begge film hvilke omstændigheder, der får smukke, men fattige kvinder til at sælge deres frihed for penge.

The Story of the Last Chrysanthemums (1939)

chry

Kikunosukes forhold med den socialt laverestående Okutku problematiserer hans karriere som kabuki-skuespiller. Foto: Film Society Lincoln Center

 

Den arrogante kabuki-skuespiller Kikunosuke (Shôtarô Hanayagi) lever et behageligt liv i teatrets spotlys. Det er dog ikke på grund af hans talent, men fordi hans adoptivfar, en legendarisk skuespiller ingen tør sige imod, insisterer på at lade skuespillerkunsten gå i arv. Familiens hjemmehjælper, Okutku (Kakuko Mori), konfronterer Kikunosuke med hans manglende skuespilleevner, og de indleder et dødsdømt forhold. The Story of the Last Crysanthemums er et fantastisk indblik i det æreskodeks, der er forbundet med den japanske kultur og de problemer, som opstår mellem det private liv og den offentlige kunst. Det var også Mizoguchis første fulde virkeliggørelse af de lange, bevægende indstillinger, som senere skulle definere ham som filmskaber.

Ugetsu Monogatari (1953)

ugetsu

Den grænseløse mystik spredes i Ugetsu Monogatari. FOTO: MUBI

 

Ugetsu Monogatari er en adaptation af en række fortællinger skrevet af Ueda Akinari (1776). Elementer fra Akinaris fortællinger er frit blevet vævet sammen og resultatet er ikke blot en af Mizoguchis bedste film, men et af filmhistoriens definitive hovedværker. Ugetsu Monogatari er den fantastiske historie om to bønders rejse ud på fremmede vande. Fyldt med tåge og mørke skaber Mizoguchi og fotografen Kazuo Miyagawa dragende billeder med nærmest bundløs dybde, hvor den åndelige verden møder den fysiske.

Sanshō Dayū (1954)

sansho

Sanshō Dayū er en hjerteskærende fortælling om en families sammenhold. FOTO: MUBI

Endnu en adaptation, denne gang af Mori Ōgais novelle af samme navn (1915). I middelalderens Japan spredes en familie for alle vinde, efter familiens overhoved, faren, sendes i eksil. Nu må familien kæmpe sig igennem livets hårde tilværelse i håbet om en dag at samles igen. Sanshō Dayū er en storslået tragedie, som viser menneskets ukuelighed i dets møde med ondskab.

Kommentarer