KEANU REEVES: A Most Excellent Adventure?

Af Niels Harpøth

Francis Ford Coppola. Gus Van Sant. Kahtryn Bigelow. Richard Linklater. Det er en imponerende række af instruktører, som Keanu Reeves har arbejdet sammen med i løbet af sin 30-årige karriere. Den private canadier er mest kendt for sine hovedroller i actionfilm som Point Break (1991), Speed (1994) og ikke mindst The Matrix (1999) og dens efterfølgere, men hvis man kigger nærmere på hans tre årtier på det store lærred, finder man en overraskende bred vifte af roller, eksekveret med meget varierende grader af succes.

Reeves gjorde sig for første gang bemærket med komedien Bill & Teds Excellent Adventure (1989). Her spillede han den titulære Ted; en fjoget teenager der sammen med sin bedste ven Bill (Alex Winter) rejser igennem tiden for at samle materiale (læs: bortføre historiske personager som Napoleon og Sokrates) til en historiefremlægning. I 1991 kom efterfølgeren Bill & Ted’s Bogus Journey samt en tv-serie. Universet og dets centrale bøvede duo blev kult, og selv den dag i dag dukker rygter om en afsluttende tredje film op.

Variation på godt og ondt

De næste år ville være mærket af Reeves’ udforskning af sin bredde som skuespiller. Det skete i film som Gus Van Sants My Own Private Idaho (1991), hvor han spillede sammen med vennen River Phoenix, og Kathryn Bigelows Point Break, hvor han som undercover FBI agent infiltrerer en bankrøverbande/surferslæng. Han prøvede sågar kræfter med Shakespeare, da han foldede sig ud som den skurkagtige Don John i Kenneth Branaghs filmatisering af Stor Ståhej for Ingenting (1993). Helt galt gik det, da Francis Ford Coppola fik kløerne i ham i forbindelse med Bram Stokers Dracula (1992). Her formår Reeves noget ganske sjældent: at fuldstændig bryde den filmiske illusion i hver enkelt scene, hvori han medvirker. Forsøget er hæderligt, man kan i hvert fald ikke beskylde ham for at gå i søvne, men der er ingen troværdighed at finde i ham som den unge advokat Jonathan Harker. Hver bevægelse føles forceret, og hans britiske accent er en af de værre i filmhistorien. Han blev velfortjent sablet ned af den samlede amerikanske anmelderskare.

Til alles held fik han rollen i Speed (1994), der ikke bare løftede hans karriere til nye højder, men også fungerede som Sandra Bullocks store gennembrud. Filmen blev en anmelder- og publikumssucces og viste, at potentialet vist i Point Break kunne realiseres.

Springet ud i fantasien

Men inden Reeves skulle påtage sig sin absolut mest ikoniske rolle, skulle han spille over for en af filmhistoriens største navne: Al Pacino som Satan selv i Djævelens Advokat fra (1997). Her stod Reeves’ distancerede kølighed i stærk kontrast til Pacinos udbasunerende gummimimik, og dynamikken fungerede. Potentialet som actionhelt blev endegyldigt realiseret i The Matrix, hvor Reeves trak i trenchcoaten som Neo i en af nyere tids vigtigste science fiction og actionfilm. Cyberpunkæstetikken havde Reeves allerede været i kontakt med i Johnny Mnemonic (1995), men i modsætning til den blev The Matrix ikke bare en økonomisk fuldtræffer, den ændrede også den basale grammatik, actionscener blev konstruerede ud fra. Æstetikken og det filmiske sprog i The Matrix er ikonisk, og ikke siden Blade Runner (1982) har én film betydet så meget for en hel genres visuelle udtryk. Rollen som Neo blev dog ikke en platform fra hvilken Reeves kunne nå nye højder, og tiden mellem den første film og de tvivlsomme efterfølgere, der kom i 2003, er domineret af intetsigende titler som The Replacements (2000) og Sweet November (2001). I 2005 vendte Reeves tilbage til det dæmoniske univers i den løse tegneseriefilmatisering Constantin, der deler meget lidt ud over titlen med sit forlæg Hellblazer, men som dog blev en moderat succes.

Det havde efterhånden været tydeligt i et stykke tid, at Reeves langt fra var den mest alsidige skuespiller. Man skal nok heller ikke lede længe efter dem, der mener, at han slet ikke kan spille skuespil. Men som det er tilfældet med skuespillere der har en begrænset spændvidde, så skal de blot have de rigtige roller, hvor de kan spille på deres styrker – i Reeves’ tilfælde distanceret og desorienteret. Dette udnyttes til fulde af Richard Linklater i hans filmatisering af Philip K. Dicks A Scanner Darkly fra 2006. I denne psykedeliske science-fiction dystopi spiller Reeves Bob Arctor, en undercover narkoefterforsker, der ender med at efterforske sig selv uden at være bevidst om det. Filmen er animeret med rotoscoping – en teknik hvor animatorerne har tegnet over de optagede billeder – og det flydende udtryk samt de insisterende strygere munder ud i et hallucinatorisk filmisk univers, som smukt understøtter Reeves’ omtågede udtryk.

Om bag kameraet

I de seneste år er Reeves så småt begyndt at bevæge sig om bag kameraet. Han var drivkraften bag dokumentaren Side by Side (2012), som omhandler filmmediet selv i et kritisk punkt i dets historie: med den tiltagne teknologiske udvikling, vil celluloid uddø, eller vil det kunne eksistere side om side med den moderne digitaliserede kamerateknologi? Filmen tager ikke endegyldigt stilling i debatten, men lader derimod en perlerække af instruktører og fotografer belyse sagen, når de taler for eller imod digitalisering. Det er industriens sværvægtere som Cameron, Lynch, Nolan, Fincher, Dod Mantle og Pfister, som kommer i tale – og selv von Trier er med for en kort bemærkning. Billedet der tegnes af problematikken er nuanceret, og dokumentaren er fascinerende i kraft af de meget varierede holdninger, der bliver fremført – den er et must for alle interesserede i filmindustri- og teknologi.

Men på trods af sin nye tilstedeværelse bag kameraet, er han ikke helt færdig med skuespillet, hvilket bringer os til denne uges premierefilm: John Wick. Filmen har høstet positive anmeldelser over bordet, og den er eksplicit i sin intention om at relancere Reeves som actionstjerne. Den kommer oven på Man of Tai Chi (2013), som Reeves selv instruerede og spillede i, og 47 Ronin (2013), som er en af de største finansielle fiaskoer i filmhistorien. Om der med John Wick er tale om et comeback i stil med Liam Neesons eller endnu et flop i form af 47 Ronin, må weekenden vise, men hvis jungletrommerne har noget at skulle have sagt, så tyder alt på, at Reeves’ renæssance meget muligt kan blive en realitet.

Læs Ordets anmeldelse af John Wick her.

Kommentarer