Anmeldelse
KAPTAJNEN: En sadistisk og amoralsk 2. verdenskrigs-fortælling

Af Jonas Bang

Den tyske filminstruktør Robert Schwentke er måske bedst kendt for sine amerikanske hollywoodproduktioner som actionkomedien Red (2010) og et par af de udskældte film i Divergent-serien, Insurgent (2015) og Allegiant (2016). Nu er han så tilbage på tysk hjemmebane med Kaptajnen, og hvilken hjemkomst! Filmen er baseret på en sand historie om den unge tyske soldat Willi Herold, og der bliver bestemt ikke lagt fingre imellem i den brutale skildring af den svækkede nazistiske hær i slutningen af Anden Verdenskrig.

Vi følger Willi Herold (Max Hubacher), der er på flugt fra tyske officerer efter sin desertering. Det at han er deserteret, er der ikke noget usædvanligt i – der hersker anarki i Nazi-Tyskland her to uger inden krigens afslutning. Vilkårlige mord, tyverier og en generel apati mod den tyske ordensmagt har erstattet lov og orden i det ellers så stolte rige. Herold slipper med nød og næppe væk fra sine forfølgere og finder en efterladt officersvogn, der er kørt fast i grøften.

I bilen finder han en kaptajnsuniform, og så bryder helvede ellers snart løs. Han allierer sig mere eller mindre frivilligt med den menige soldat Freytag (Milan Peschel), der med det samme formoder at Herold er kaptajn, og dét spiller Herold med på. Herfra begynder en længere rejse bag den tyske front, hvor flere og flere soldater og officerer én efter én falder for hans bedrag, og det i en sådan grad at han frit får lov at henrette og på anden kreativ vis massakrere tyske krigsfanger, og hvem der ellers sådan lige står i vejen.

Kaptajnen er en virkelig barsk og eksplicit voldelig fortælling. Den akkompagneres af krystalklar sort/hvid billedæstetik i kontrollerede og imponerende kamerabevægelser, krydret med masser af vold og formidable skuespilpræstationer. Især Frederick Lau, der måske er bedst kendt som karakteren Sonne i det hæsblæsende one-take krimidrama Victoria (2015), gør det særligt godt som den tydeligt traumatiserede og vanvittigt voldelige soldat Kipinski.

Det er ganske tydeligt at Robert Schwentke, der også har skrevet manuskript, ikke har noget som helst til overs for det gamle Nazi-Tyskland. Forstå mig ret, det er der ikke mange, der har, og da slet ikke tyskere. Men det bliver tidligt meget tydeligt, hvordan filmen formodentligt kun har kunnet lade sig gøre at producere på tysk jord. Den portrætterer nemlig hæren fra sin absolut værste side. Når soldaterne ikke deserterer eller stjæler, slår de ihjel til højre og venstre, og officererne går i seng med kvindelige fanger fra lejren. Vores hovedperson tager del i det hele og styrer endda ofte slagets gang.

Filmen er fra start til slut et ret så iøjnefaldende og betagende værk. Mod slutningen er jeg dog efterladt med en nagende fornemmelse af, at jeg ikke helt ved, hvad den vil sin tilskuer. Skal den udstille krigens grusomheder, som de var? Skal den få en til at væmmes over Willi Herolds handlinger? Skal den forklare, hvorfor han handlede som han gjorde? Eller vil den fortælle, at der ingen mening er med hans voldelige, sadistiske galskab? Jeg hælder mest til sidstnævnte teori, og i så fald skal man altså lede længe efter en mere nihilistisk og dyster morale – men måske det også er okay for en gangs skyld.

Robert Schwentke formår uanset hvad at ryste sig fri fra sine kunstnerisk tvivlsomme hollywoodproduktioner og brillerer med et fængende og aldeles dystert Anden Verdenskrigs-drama.

Kommentarer