Kan man elske en computer?

Af Pelle Hegelund

Svaret er ja. I hvert fald i tilfældet Hende, hvor styresystemet OS1, kaldet Samantha (Scarlett Johansson), med charmerende personlighed og sensuel stemme tryllebinder den ulykkelige enspænder Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) og publikum med.

Endnu et vildt Spike Jonze koncept

Umiddelbart giver historiens præmis mest af alt grimme associationer til diverse 80er-film. ”Mand forelsker sig i computer” – det koncept kan da umuligt ende ud i en indsigtsfuld og dybfølt film om kærlighedens væsen? Ikke desto mindre er det præcis hvad det gør.

Men nu er det heller ikke en hr-hvem-som-helst, der står bag Hende. Spike Jonze har karrieren igennem gjort det til sit særkende at skabe originale og tankevækkende film ud af sære koncepter. Senest gav han med Where the Wild Things Are (2009) et inderligt portræt af barndommens voldsomme følelsesliv i en meget vellykket blanding af live-action- og animationsfilm. Et andet mindeværdigt eksempel er den decideret vanvittige Being John Malkovich (1999), hvor en falleret dukkefører finder en portal til skuespilleren John Malkovichs sind i et pengeskab på 7 1/2ne etage af en kontorbygning,

En følelsesfuld computer i kød og blod

 

Der kompenseres for Samanthas manglende fysiske tilstedeværelse med fine visuelle ideer der tilfører scenerne, hvor Thedor er alene, poesi og dynamik - her spiller han et af fremtidens 3D-videospil.
Der kompenseres for Samanthas manglende fysiske tilstedeværelse med
fine visuelle ideer der tilfører scenerne, hvor Thedor er alene, poesi og dynamik
– her spiller han et af fremtidens 3D-videospil.

At Hende overhovedet fungerer som filmisk fortælling er en bedrift i sig selv. Vi kan kun høre computeren Samantha. Vi har kun hendes stemme at forholde os til. Her er altså tale om en kærlighedshistorie, hvor den kvindelige hovedperson ikke kan ses eller bevæge sig i det filmiske rum, og hvor der ikke gives noget visuelt udtryk for hendes følelsesliv. Det burde være en kæmpe hæmsko for filmens dynamik og følelsesmæssige indvirkning, men ulempen vendes med utrolig elegance og visuel iderigdom til filmens fordel.

I den nære fremtid, hvor filmen foregår, er de teknologiske muligheder blevet yderligere raffineret, og det udnyttes til at give Samantha ’krop’. Mobilkameraet bliver hendes øjne, mens hendes indre følelsesliv kommer til udtryk gennem de melodier, hun komponerer i computersoftware, og som toner frem som filmens underlægningsmusik. På samme måde tilføjes dialogscenerne mellem hende og Theodore dynamik med hjælp fra teknologien, især i de poetiske scener, hvor Theodores lejlighed forvandles til et fascinerende månelandskab, idet han spiller et af fremtidens 3D-videospil. Således –  og godt hjulpet på vej af fremragende skuespillerpræstationer fra både Scarlett Johansson og Joaquin Phoenix – bliver styresystemet Samantha til en karakter så menneskelig og følelsesfuld som i kød og blod.

Netop derfor tager man den vanvittige forelskelse og de problemer, den medfører, dybt seriøst. Og det er faktisk enormt spændende, for det skæve match indeholder nogle uoverstigelige problematikker: På Theodores side skal han forholde sig til, at Samantha ikke har og aldrig får nogen krop, ligesom han skal tackle omverdenens reaktion. På tilsvarende vis udfordres Samantha af Theodores mangler, simpelthen idet han er et menneske, som er begrænset til sin fysiske krop. Deres usandsynlige kærlighedsforbindelse kommer på den måde til at stille nogle universelle spørgsmål til kærligheden: Kan man overvinde store forskelle? Kan begge parter udvikle sig og stadig genkende hinanden?

ANMELDELSE AF:
Hende

ORDET SYNES:
5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:
Spike Jonze

LAND:
USA

I sidste ende må jeg konkludere, at Jonze har gjort det igen: Han har skabt en tankevækkende film ud af et vanvittigt koncept. Hende  er en af de mest originale og mindeværdige kærlighedshistorier, jeg har set i dette årti.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *