JURASSIC WORLD: FALLEN KINGDOM:
Kan den femte dino-film i serien stadig overraske os?

Af Christine Roederer

Jeg har altid elsket dino’er. Mit første møde med dem var i Fantasia (1940), med Igor Stravinskys sprudlende Sacre du Printemps som akkompagnement. Jeg kan stadigvæk huske, hvor imponeret jeg var, da den store kødædende dino fanger stegosauren og dræber den i takt med musikken – det var og er stadig et stort øjeblik.

Dinosaur (2000) åbnede døren helt op, og inden jeg havde set mig om, så havde jeg slugt alle 3 af de første Jurassic Park (1993, 1997, 2001) film.

Da jeg som 11-årig kom til Canada med familien var mit eneste ønske at se Badlands området i Alberta – jeg ville selv finde et fossil, blive verdenskendt og navngive en ny art. Det blev ikke til den store videnskabelige a-ha oplevelse, men jeg kom forbi Royal Tyrrell Museum of Palaeontology, og jeg kan den dag i dag stadigvæk huske, hvor stort et indtryk både tyrannosaurus rex og parasaurolophus skeletterne gjorde.

Da Jurassic World (2015) udkom fik jeg mine yngre kusiner til at se de 3 originale film og hev dem med i biografen. Ligesom børnene i den film, så sad jeg også med munden åben og gloede på lærredet, som om jeg ikke var ældre end 11.

Med Jurassic World: Fallen Kingdom (2018) falder flaget lidt. Det er ikke længere det majestætiske ved dinosaurernes genoplivning som driver historien frem, men i stedet den videnskabelige indsats og altomfattende kapitalistiske grådighed. Filmen har ellers masser af muligheder for at sætte dem i fokus: øen Isla Nublar bliver tilintetgjort, da vulkanen under den går i udbrud og truer alle dino’erne med endnu en udryddelse.

Vi får set en masse arter løbe for livet, når lavaen begynder at rulle ud af vulkanens indre, og jeg må indrømme, at da jeg genkendte en carnotaurus i filmen, blev jeg helt vildt glad. Det var jo carnotaurus som var ‘de onde’ i animationsfilmen Dinosaur, i sin tid! Også en allosaurus, en pachycephalosaurus og min personlige favorit, parasaurolophusen dukker op som eye-candy til de inkarnerede dino fans.

Desværre er det store ‘onde’, ligesom i forgængeren Jurassic World, et menneskeskabt monster. Hvor indominus rex i Jurassic World var theropodernes Ferrari, kommer der her en opgradering; en indominus rex 2.0 om man så må sige. Den har fået nogle enkelte fjer på nakken – som for at genkende videnskabens nye standard, hvor fjerrene nu nærmest er et helt sikkert emne. Det er altså bare ikke det samme som dengang, da det var gode gamle t-rex og velociraptorer, som gav os mareridt.

Når nu de har udvidet dino-sortimentet, kunne man så ikke have givet giganotosaurus en chance? Eller måske trække fortællingen ud i havet med deres kæmpe satsning med mosasauren fra den forrige film?

Det er så ærgerligt. Owen (Chris Pratt) og Claire (Bryce Dallas Howard) spiller røven ud af bukserne, og de nye tilføjelser – Franklin (Justice Smith) og Zia (Daniella Pineda) – er super dygtige i deres spil med Owen og Claire som karakterer. Også Dr. Ian Malcolm (Jeff Goldblum) får lidt af rampelyset, men filmens struktur føles bare for nem: alle overraskelserne kan man gætte sig til nærmest fra første scene af. Den lader os ikke gætte os frem til historien og virker meget pædagogisk.

Dinosaurerne er gode – den ene scene med en brontosaurus og vulkanen har en speciel plads i mit hjerte. Og vi får det store t-rex brøl ikke kun en, men hele to gange.

Kommentarer