I KÆLDEREN: Allerdybest nede

Af Bjarke Johansen

Nogen mennesker har et lagerrum. Andre har hjemmebar. Stadig andre har hobbyrum med f.eks. modeltog. Og så er der dem, der har et maleri af Hitler hængende på væggen. For mange er husets kælder et fredet sted, hvor man ikke behøver at leve op til den facade, som selve huset fremstsiller for omverdenen og kan dykke ned og dyrke sig selv helt og aldeles. I Ulrich Seidl’s dokumentar, I Kælderen, går han på opdagelse i folks kældre, hvor han finder alt fra dukker til store slanger og nazi-nostalgi.

Det er nemt at gå ud fra, at I Kælderen er en form for shock-dokumentar, der udstiller de mørke sider af tilsyneladende almindelige mennesker, og at man skal forberede sig på at se noget stygt og ubehageligt gemme sig bag facaden, men det er egentlig ikke sådan, det hænger sammen. Ganske vidst skal man væbne sig en anelse mod nogle af de ting, man får at se, hvilket blandt andet involverer nogle pars sex-fangekældre, hvor de dyrker deres fetichisme for fuld skærm uden skyggen af censur, og man får hørt både racistiske bemærkninger på den private kælderskydebane, og ældre mænd der snakker fornøjeligt om Hitler-regimet, som var det et kært gammelt minde. Men Ulrich Seidl tager aldrig rollen som anklager i denne dokumentar. I stedet benytter han sig af et fluen-på-væggen approach der, bortset fra enkelte sekvenser hvor der bliver talt direkte til kameraet og forklaret hvad kælderens formål er, udelukkende observerer. For hver forbløffende, usædvanlige kælder vi får at se, er der også en, der er ganske uskyldig, omend måske lidt spøjs set udefra.

ANMELDELSE AF:
I Kælderen

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Ulrich Seidl

LAND:
Østrig

Omend det måske ikke er alle de mennesker, man besøger, som er direkte sympatiske eller forståelige, så er de alle først og fremmest mennesker, der deler noget personligt af sig selv, og som alle på en eller anden måde føler sig nødsaget til at skjule det i deres kælder, væk fra resten af verden – og et eller andet sted er det vel egentlig lidt tragisk.

Fra et visuelt synspunkt er der ikke meget at sige om filmen. Det er lige på og hårdt med ganske almindelige, flade optagelser og et stationært kamera, der udelukkende skal vise dig, hvad der er til stede, frem for nogen holdning du nødvendigvis skal tage til de ting, du bliver præsenteret for. I Kælderen virker revnende ligeglad med om du griner eller bliver rasende når skydebanefolkene påstår, at alle tyrkere er dumme, om du bliver pinligt berørt, når en mand får bundet testiklerne op af sin herskerinde i en sadomasochistisk sexleg, eller om du synes damen med de hundredevis af dukker, som hun kæler med og snakker kærligt til er uhyggelig eller kær. På sin vis er det ret befriende, og giver en fornemmelse af, at ens egen kælder med ens egen særheder, passioner og mystiske ejendele stående frit fremme ville blive set med samme ukritiske blik, hvis kameraet nogensinde skulle finde vej derned.

Kommentarer